Et guddommeligt responsapparat

Det fysiske legeme − og i langt mindre grad det astrale og det mentale legeme − fungerer automatisk som enheder i et guddommeligt responsapparat − en mekanisme, der sætter "det himmelske menneske", den planetariske Logos og det åndelige menneske i stand til at anvende dette redskab til bevidst at komme i kontakt med den guddommelige plan og hensigt og at respondere på den. På nuværende tidspunkt er det kun det fysiske legeme, der er så fuldt udviklet, at det ikke skal udvikles videre i det planetariske system, undtagen i den udstrækning et åndeligt menneske er i stand til at påvirke det − og da vil det meste af påvirkningen ske i det æteriske legeme og ikke i det faste fysiske. Dette forhold er i høj grad vigtigt, men forstås næsten aldrig.

Det faste fysiske legeme nåede højdepunktet i sin udvikling i det forrige solsystem (når det vurderes logisk og ud fra hierarkiske processer). Det fysiske legeme var dengang det guddommelige mål for hele den evolutionære proces. Det er ikke let for nutidens menneskehed at forstå dette, og det er ikke muligt eller tilrådeligt at oplyse om de evolutionære stadier, som det guddommelige redskab gennemgår som en forberedelse til den opgave, den skal udføres i det nuværende solsystem. I denne guddommelige inkarnation, som Planetlogos gennemlever ved at anvende den lille planet Jorden som sit redskab, er det fysiske legeme ikke et mål for udviklingen, men ganske enkelt noget, der eksisterer og må accepteres og koordineres i den generelle udviklingsplan. Planen vedrører udelukkende bevidsthed.

Det fysiske legeme er ganske enkelt (hverken mere eller mindre) et legeme for bevidsthed på det fysiske plan. Opmærksomheden bør rettes mod det æteriske legeme, som er et udtryk for de subtile legemer og deres iboende bevidsthed. Det fysiske legeme er betydningsfuldt, fordi det skal huse bevidstheden og reagere på enhver form for bevidst respons lige fra den laveste mennesketype op til den holistiske bevidsthed hos et menneske med tredje indvielse.

Legemerne og formerne for det iboende bevidste liv i de tre riger under det menneskelige har et tilsvarende, men ikke lige så vanskeligt problem. Her tænkes der dog kun på menneskets fysiske legeme, som ikke er et princip, fordi det på ingen måde er et mål for udviklingen. Det fungerer ikke som en spire eller et kim i en udviklingsproces. Alle de forandringer, der kan skabes i det fysiske legeme, er sekundære set i relation til at opnå bevidst respons på erkendelsen af en fremspirende guddommelighed. Jeg har følt det nødvendigt at fremhæve dette på grund af forvirringen i menneskehedens holdning til dette emne.