Gustav Doré: Dante og Beatrice omringet af cirkler af engle.

Disse tre − som er de tre sidste elementer i niyama (II. 32) og det aspekt i yoga, der vedrører vort arbejde og vore handlinger i livet, nævnes her igen, fordi de er en god støtte for et menneske i træningen i Raja-yoga. Denne Kriya-yoga træning må ikke forveksles med den tantriske disciplin Kriya yoga. Derimod er det den samme gren, som også kaldes Karma yoga.

Mennesket sammenlignes med en vogn (kroppen) forspændt med fem ustyrlige heste (sanserne). Vognstyreren (intellektet) har fat i tømmerne (Sindet), inde i vognen sidder Mesteren (Selvet). Kan kusken tøjle sine heste, starter vognen på rejsen mod sit mål. Er hestene ustyrlige, kan det gå galt med både heste, vogn og kusk.

Når et menneske udøver strenghed (selvdisciplin), har det et godt greb i tømmerne (Sindet) og er godt på vej. Det er vigtigt for kusken (intellektet) at være optaget af gode ting (studier), når han ikke er beskæftiget med at styre hestene. Det er en gennemgribende ide at kunne give afkald på handlingens frugter, hvilket ofte beskrives som at være Ishvara hengiven.

At give afkald på handlingernes frugter er forbundet med loven om årsag og virkning (karma), og frigørelse fra denne lov. Et menneske går i ring, i en stadig runde af liv og død (samsara), indtil det formår at bryde denne lov. Kun ved at handle, uden ønske om frugterne af disse handlinger, og ved at overlade dem til Gud, bliver mennesket frit.

Spørger man en yogi, hvorfor mennesket befinder sig i denne vanskelige situation, kan svaret blive: På grund af de fem hindringer (klesha). I den følgende sutra beskriver Patanjali, hvorfor Kriya-yoga er et meget værdifuldt redskab.

Når vi har forstået disse hindringers betydning, har vi forstået grundlaget for yoga, og det uanset hvilken form for yoga vi beskæftiger os med. Når et menneske begynder at stille essentielle spørgsmål vedrørende tilværelsen på jorden og ikke lader sig nøje med intellektuelle svar, opstår behovet for at finde frem til, hvordan livets gåder kan løses. De fem lovmæssige hindringer giver os et billede af, hvad vi er oppe imod.

Det siges, at uvidenhed er roden til alt ondt, selve årsagen, og at de øvrige fire klesha blot er virkninger heraf. Karma-træet symboliserer de fem klesha: roden er uvidenhed, stammen egoet, grene og kviste tiltrækning og frastødning, og bladene livsbegæret.

I en beretning, der ligger meget nær Bibelens fortælling om Paradisets have, siges det, at mennesket søger væren, viden og lyksalighed (sat-chit-ananda). Mennesket var oprindelig i besiddelse af væren (havde Guds væren) og var lyksalig (i paradiset), men han havde ikke viden om sig selv og sit sande væsen.

Som Adam og Eva må vi ud på vor lange rejse for at opnå denne kundskab, og med den søge tilbage til vort udspring.

I denne sutra giver Patanjali os et par vigtige oplysninger. For det første: Menneskets lidelser og elendighed skyldes uvidenhed − i dens kølvand følger de fire andre hindringer, og årsags- og virkningsloven sætter ind. For det andet: Disse hindringers tilstand varierer. De kan være slumrende eller latente. De kommer kun til udtryk under egnede omstændigheder, ydermere er der tilstande, hvor disse hindringer svagt kommer til udtryk, hvor de kun sjældent dukker op.

Den skiftende tilstand er, når to kraftfulde tendenser skiftes til at dominere og trænge hinanden tilbage. De kommer til udtryk, som når en storm jager hen over havet, og bølgerne går højt.

På grund af uvidenheden vender vi op og ned på alting. Det er en af universets gåder, at Selvet, når det er indgået i stof (materie), identificerer sig og glemmer sig selv − og at bevidstheden (om Selvet), efterhånden som dette involveres (synker dybere ind) i stoffet (akasha), fjerner sig så langt fra sit udspring (Gud). Problemet er, at det evige, det virkelige, forveksles med det forgængelige, det uvirkelige.

Denne tilstand brydes først, når mennesket bevidst forsøger at forbinde sig med det i sig selv, som ønsker at frigøre sig af disse hindringer og begrænsninger.

Ordet asmita (jeg-følelsen) kommer af asmi (jeg er): Jeg er ren bevidsthed. Denne jeg er tilstand forandres, når bevidstheden involveres i stoffet. Kundskab om det virkelige Jeg Er forandres til Jeg Er det. Vi identificerer os med det, vi oplever, og bindes af uvidenhedens begrænsninger.

I II. 27 beskriver Patanjali, hvordan vi kan frigøre os af disse begrænsninger ved at søge tilbage (involution) gennem syv tilstande, og derved fjerne illusionens (mayas) syv slør.

Først må vi forstå, hvor megen magt egoet har, og at vi lever under dets tyranni. Et ego, der ustandseligt får os til at tale om jeg, mig og mit. De vismænd, der for tusinder af år siden satte sig den opgave at forske i den indre natur, har givet klare vidnesbyrd om, at der bag intellekt, følelser og Sindet findes et Selv, som er evigt og uforanderligt. De fører bevis for, at mennesket hverken er krop, intellekt eller følelser, men noget ufatteligt stort og rigt. Kun ved at stilne Sindet. (intellektets og egoets bolig), kan vi gøre os håb om, at trænge ind i det univers som ligger og venter på at blive opdaget.

Vi tiltrækkes (raga) af alt, hvad vi føler kan give os glæde og lykke, hvad enten det er personer eller ting. Vi har mistet kontakten med den sande indre lykkefølelse (ananda). Derfor jager vi lykken i den ydre verden. Men mennesket er i besiddelse af væren (et Selv) og en iboende lyksalighed. Inderst inde har vi erindringen om dette, og denne skjulte erindring får os til at jagte alt, der kan bringe os glæde i den ydre verden.

Man skulle tro, at vi efter bedste evne ville undgå det, vi frastødes (dvesha) af. Men på grund af vort ego bruger vi utrolig megen tid på denne hindring (klesha). Al den selvretfærdighed og selvhævdelse, som egoet har brug for, medfører en lang række situationer, hvor det, der frastøder, irriterer og piner os, får en større betydning end de opbyggende og kreative aspekter i os.

Men dybest set bringer tiltrækningen os også smerte. Angsten for at miste, for igen at skulle give slip på det vi holder af, og længslen efter det, vi vil opnå, bringer os lidelse. Det skal dog understreges, at det ikke er en udøvers mål at isolere sig og opgive livets mangfoldighed, men at frigøre sig fra tiltrækning og frastødning. Denne stadige svingen som et pendul hindrer mennesket i virkelig oplevelse, og i al beriges af disse oplevelser med selverkendelse for øje. Gennem Kriya-yoga bliver denne frigørende proces mulig.

Denne sidste af de fem hindringer er så mangfoldig som bladene på et træ. Sammenligningen med træet viser, hvor mange ”flugtveje” vi søger, for ikke at beskæftige os med det uundgåelige faktum, at vi skal dø.

En yogi må forlige sig med døden og søge at få viden om sit dødsøjeblik, da det er af stor vigtighed, hvilke tanker og følelser der er i Sindet, når mennesket forlader denne verden. Men selv den lærde frygter døden. Bindingen til livet er en stærk lov, som bør vække til megen eftertanke.

Ved enhver proces i Sindet er der en såkaldt grov og en såkaldt subtil form. Den subtile form kaldes også latente indtryk (samskara). Disse samskara synker dybt i Sindets ”ocean” og lægger sig der. De dukker først op, når der bliver trykket på bestemte knapper, eller, som mystikeren Gurdjieff siger, når nogen træder på vore ligtorne.

Disse samskara kaldes en yogis skræk, fordi de er så vanskelige at få bugt med. Så det er vigtigt at vide, hvordan de kan svækkes og siden opløses i deres egen årsag.

Vi kan ikke putte et egetræ i lommen, men vi kan have mange agern i den. På samme måde kan hindringerne bekæmpes ved, at kimen til dem (uvidenheden) bekæmpes − dette sker ved udøvelse af Kriya-yoga.

Vi må opdage, at vor angst for døden, vor selvoptagethed, vor glæde og vor sorg, drejer sig om én og samme akse. I det øjeblik et menneske ser, at selve årsagen og kimet til alt dette er vor uvidenhed, i det øjeblik er vi frie.

Når vi kan gøre os fri af de fem klesha, har vi nået en meget høj tilstand (IV. 30.) For hvert skridt på denne vej opnår mennesket adgang til et stadig større område af bevidstheden.

Her forklares, hvorfor meditation spiller så stor en rolle i yoga. Gennem meditation holdes hindringerne, som uafbrudt sætter Sindet i oprør, i skak. Denne standsen er ikke en undertrykkelse, men en form for neutraliseren. Enhver der har arbejdet med meditation i længere tid, kender til denne proces.

Et menneske må være i stand til både at tilgive og at glemme. Hvis disse to egenskaber ikke følges, vil stadig mere hobe sig op i Sindet i form af samskara, og de vil før eller siden resultere i fysisk og psykisk ubalance, et menneske må reagere for at undgå, at tingene ”sætter sig”. Men er det på længere sigt en løsning at reagere? En yogi vil sige: ”Dybest set nej. Men gennem meditation og ikke-binding kan vi både tilgive og glemme.”

Karmasaya er det sted, hvor alle de latente indtryk (samskara) opbevares. Det vil bestå, så længe et menneske eksisterer i den dualistiske verden, hvor gode og onde handlinger er en del af menneskelivet.

Patanjali giver ikke lange forklaringer på karma og reinkarnation, men omtaler det som en uundgåelig lov. Loven om karma er ikke en ”straffende” lov, men alt har sin pris. Som vi sår, således høster vi. Alt, hvad vi gør, alle vore tanker og følelser, bliver optaget, som når vi skriver i en bog, fører regnskab − og en dag må regnskabet gøres op.

Så længe handlingernes opbevaringssted (Karmasaya) er aktivt, vil det bringe:

1. Livet art, dvs. de omgivelser, påvirkninger og muligheder mennesket fødes ind i.
2. Livslængden, det vil sige den tid, vi lever her på jorden. Livslængden vil igen præge …
3. − de oplevelser og erfaringer, det er muligt for os at få.

Fundamentet for et menneskes tilværelse er ikke tilfældigt, men karmisk. Det er et udbredt livssyn ikke alene i Østen men mange andre steder i verden.

Når vi i Vesten fejlagtigt kalder karma-loven en straffende skæbne, kan det skyldes, at den blandes med forestillingen om synd. Syndsbegrebet findes ikke i yoga. For en yogi er der ikke tale om straf, men om en lov, vi alle er underkastet, indtil vi er i stand til at frigøre os fra den. En yogis forhold til døden er derfor anderledes. I ”Bhagavad Gita” siger Krishna, at oplevelse af glæde og smerte er til, for at vi kan erfare og gennem erfaring opnå viden.

Denne opgave er noget af det vigtigste, et menneske kan sætte sig for at fuldføre, set ud fra yoga-psykologien.

Her understreger karma-lovens gennemgribende virkning. Som en boomerang vil enhver reaktion, uanset dens gode eller dårlige intention, falde tilbage på sin ophavsmand og vil være afgørende for, om livet og dets oplevelser bliver til glæde eller smerte for ham.

Mennesket vil lidt efter lidt kunne udvikle en sand evne til at skelne. Han vil selv opdage, at alle oplevelser i den forgængelige og foranderlige verden, vil bringe smerte, uanset hvor positive de i første omgang er. Vi ønsker at være lykkelige og gør alt for at blive det. Men så længe vi er bundet af de fem hindringer, er det ikke muligt.

Vi søger nyt, skifter ud, men denne søgen uden for os selv vil kun efterlade smerte. Gradvis erkender vi, at vi ikke finder lykken ved at skifte fra det ene til det andet.

Enhver kender frygten for at miste det, vi har kært. Desuden er vi er bundet af vore vaner, og vanemæssige tendenser. Det volder os smerte, når de må brydes. Det er forbundet med smerte, nervøsitet og stress, når vi til stadighed skal tilpasse os nye situationer og leve op til mange forskellige krav. Ifølge Patanjali bringer egenskabernes (gunas) vekselvirkning også smerte.

Alt efter, hvilken guna der er dominerende, ændres menneskets muligheder for at udfolde de forskellige aspekter af dets karakter. Da guna ligger uden for vor kontrol, er vi til stadighed underkastet deres ”luner”, for når de tre gunas kolliderer med hinanden, lider vi fysisk, mentalt og psykisk. Et menneske er f.eks. fysisk meget træt (tamas er dominerende), men det er tvunget til at yde en stor og psykisk krævende arbejdsindsats. Når et sådant menneske kommer hjem og lægger sig for at sove (tamas), er Sindet i et sådant oprør (rajas), at søvnen, ja selv det at hvile, er et problem.

I Vesten er det ikke ualmindeligt at høre: ”Lev et godt liv, hav tillid til Gud, anger dine synder og håb på det bedste. På den måde kan du sikre dig lykken efter døden.”

Ifølge yoga-filosofien løser døden lige så lidt vore eksistentielle problemer, som en nats søvn løser vore økonomiske problemer. Vi må stå op den næste dag og begynde der, hvor vi stoppede den foregående. Går vi fattige i seng, kan vi ikke regne med at stå op og være rige.

Hvis vi er passive (spirituelt), bundet af begrænsninger og illusioner, kan vi ikke forvente, at natten eller døden vil give os illumination (oplysning). Det enkelte menneske må gøre en indsats for at opnå frihed og selverkendelse, og vi må yde denne indsats her og nu − igen og igen. Ikke i morgen eller når døden indtræffer.

Fortid og nutid er en realitet, men fremtiden kan vi gøre noget ved, mens vi lever. Vi kan eliminere endnu uudfoldede lidelser ved at erkende vor sande natur og rive karma-træet op med rode. Den bedste måde at gøre det på, er ved at undgå at identificere os med det vi ser. Hvis vi virkelig opdager, at vi er andet og mere end den fysiske krop, Sind og følelser, vil ønsket og længslen efter at gøre os fri at binding opstå. Det er en vigtig del at en karma-yogis træning.

Patanjali fremhæver endnu engang den væsentligste årsag til, at vi endnu befinder os i et ”fængsel” og ikke har opnået den frihed, vi har mulighed for.

I del I 4. hørte vi, at Seeren er identificeret med det, han ser, medmindre han hviler i sin sande natur. Denne lov bliver vi igen mindet om, efter omtalen af de fem hindringer (klesha).

Men det er muligt at undgå denne identifikation og stadig leve et rigt og meningsfyldt liv på jorden, så der er al mulig grund til at gøre os fri af identifikationens lænker. I de næste to sutra fortælles der, hvad det sete består af og hvad vi er oppe imod.

Patanjali beskriver universets opbygning således:

Der er fem grove, synlige elementer (bhutas): jord, vand, ild, luft og æter. Bag disse findes fem subtile elementer, der under ét kaldes tanmatra.

Dernæst følger sanseorganerne, som dels består af fem handlingsorganer: fødder, hænder, udskillelses- og forplantningsorganer samt munden − desuden er der de fem kundskabsorganer: lugte-, smags-, syns-, føle- og høresans.

Elementerne og sanseorganerne påvirkes til stadighed af de tre guna, sattva (det vi kan opfatte, opfattelsen), rajas (det bevægelige, aktivitet), tamas (det stillestående, inerti). Formålet med de tre gunas indbyrdes vekselvirkning er at frigøre Seeren gennem oplevelse og erfaring.

Seeren, det som ses, og processen at se (igen en trehed) er til, for at mennesket kan blive fri af Sindets og egenskabernes dominans. I yoga tales der om en tilstand, gunatita, hvor et menneske ikke beherskes af disse tre egenskaber (guna), men kan bruge dem, som han ønsker − de bliver hans redskab. Enhver skole, der beskæftiger sig med universets love, indeholder loven om tre og loven om syv under en eller anden form. I yoga danner egenskaberne (guna) en sådan trehed.

De tre guna er universets grundsubstans, de fødes ikke og de dør ikke. De forsvinder aldrig helt, men hviler forud for skabelsen i en umanifesteret tilstand (balance). Enhver manifestation er således et produkt af de tre guna. De er blot ét aspekt af den store og mystiske lov om tre, der dukker op i de mange forskellige skoler verden over.

Patanjali giver os ikke mange oplysninger om de tre gunas egenskaber, men her får vi at vide, de enten kommer til udtryk, kun er antydede, eller ikke er synligt manifesterede.

Den manifesterede verden er, ifølge denne filosofi, en helhed af bevidsthed og stof, hvor de dybere lag af bevidstheden udfolder sig i mere subtile former. Essensen af de tre guna er altid den samme. Det hylster (vehikel), en guna udtrykker sig igennem, svarer til et lag af bevidstheden. Således udtrykker ethvert lag af bevidstheden sig igennem det stoflige.

Ifølge sutra I. 17. må udøveren transcendere hvert af de fire niveauer af bevidsthed, før han kan erkende de tre gunas indflydelse. De tre gunas fire tilstande svarer til hvert af disse fire niveauer og er tilsvarende forbundet med de fire samprajnata samadhi-tilstande.

Bevidstheden er i samspil med de tre guna på fire niveauer, svarende til de fire hylstre:

Karakteristik af bevidsthedstilstande

Karakteristik af bevidstheden

• Vitarka, (definerede) - egoet
• Vicara, (udefinerede) - intellektet
• Ananda, (kun antydet) - lyksalighed
• Asmita, (tegnløse) - Selvet

De tre gunas tilstande

• Vishesa 
• Avishesa
• Linga
• Alinga

De forskellige hylstre (kosha)

• Mano maya kosha
• Vijnana maya kosha
• Ananda maya kosha
• Atma

De tre egenskaber (guna) præger således enhver bevidsthedstilstand, som er inden for naturens love, på forskellig måde:

I den første tilstand, vitarka, er egenskabernes forskellige udtryksmåde forbundet med egoet, det definerede. I den anden tilstand, vicara, dominerer intellektets kraft, det udefinerede. Disse to tilstande har indflydelse på vor oplevelse og hele adfærd.

Derimod er det først muligt at opleve og komme under indflydelse af de to sidste tilstande − ananda, omfattende det kun antydede, lyksalighed og asmita, omfattende Selvet, det tegnløse − gennem samadhi eller ved anden bevidsthedsudvidelse.

Da guna er grundlaget for universets eksistens, og deres rødder når til de dybeste lag af bevidstheden, må deres natur erkendes gennem en udvidelse af bevidstheden.

Intellektet og egoet farver Seerens oplevelse af verden. Tager vi en stærk elektrisk pære og dækker den med lag på lag af kulørte glaskugler, vil selve pæren være usynlig, selv når den giver lys fra sig og belyser de forskellige kulørte glaskugler. For hver kulørt glaskugle, vi fjerner, kommer pæren nærmere, og lyset vil blive stærkere. Når den sidste glaskugle er borte, ser vi den elektriske pære, som den er. Her symboliserer pæren Selvet. De kulørte glaskugler er aspekter, som vi benytter os af for at opleve den ydre verden. Selvets lys bliver mere og mere strålende, efterhånden som vi nærmer os det. Ikke fordi pæren lyser stærkere, men fordi vi fjerner de lag, der dækker dens rene klare lys.

Selvet er bundet til naturen, og naturen er forgængelig. Dele af naturen er mere forgængelige end andre. Kroppen er det mest forgængelige og holder kun kort. Mens Sindet med dets iboende kræfter (intellektet og egoet) følger individet, indtil det er frigjort, og Selvet er erkendt.

Ifølge Patanjali udspiller skabelsens drama sig for Seerens skyld, således at vi kan gennemleve det, vi skal, for at opnå selverkendelse. Purusha (Ånden) opnår kundskab og frigørelse gennem naturen (prakriti).

Ethvert menneske må gå sin vej. Vi må gøre vore egne erfaringer. En lærer kan give anvisninger og vejledning, men han kan ikke gå vejen for sine elever. Når et menneske illumineres og erkender sin sande natur, brister naturens snærende bånd. Verden bliver en anden. For det almindelige menneske er naturen stadig den samme.

Når Seeren forener sig med naturen, opstår universet − det udfolder sig. I sin nuværende tilstand er mennesket meget langt fra sit udspring. Målet er, ifølge disse sutra, at Seeren bliver bevidst om sin sande natur.

Udøveren skal dels lære de kræfter at kende, der er i hans egen bevidsthed − dels de kræfter, der er til rådighed i naturen. Kræfter, som kan hjælpe ham i hans søgen.

Det er som med en stor musiker, han må først mestre sit instrument. Men musikken, er ikke alene afhængig af hans egen træning, den afhænger også af instrumentet, som må være af høj kvalitet. Således afhænger musikkens kvalitet af tre faktorer: musikeren, instrumentet og det, der sker mellem disse to.

Her dukker ordet avidya, uvidenhed, op endnu engang. Swami Vivekananda sagde: ”I skriger efter at se lyset … tag hænderne væk fra øjnene.” Det lyder så enkelt, at det nærmest er absurd.

Når der tales om, hvor vigtig træning, udholdenhed og hengivenhed er, siges det i samme åndedrag, at friheden er os så nær som noget. Nuet er friheden. Kun uvidenheden holder os tilbage fra at gribe det.

Swami Vivekananda beskriver vor natur, og hvordan mennesket skal søge sit Selv i disse vers:

Hver ånd er potentielt guddommelig.

Det er vort mål at udfolde

denne indre guddommelighed

ved at kontrollere vor ydre og indre natur,

gennem handling, tilbedelse,

psykisk kontrol eller filosofi.

Benyt én eller flere, eller hver af disse veje, og bliv fri.

Det er religion.

Doktriner, påbud, ritualer, skrifter, templer

og ydre former har kun ringe betydning.

For en yogi er kroppen mikrokosmos i forhold til universet (makrokosmos). Ved at søge og opnå kontakt med vore indre psykiske og fysiske funktioner opnår vi kosmisk bevidsthed. Heri ligger betydningen af træning, studier og disciplin. I denne forbindelse spiller viden om vitalenergierne (pranavidya) en stor rolle.

De fem hindringer (klesha), som holder os fangne, er ikke uden for os, men inden i os. Det er vigtigt at udvikle denne evne til at skelnende viden (viveka), for at vi kan skelne det virkelige fra det uvirkelige, det væsentlige fra det uvæsentlige, og på den måde gøre og fri af tiltrækning og frastødning. Ordet viveka har således en dybere mening, end når vi sædvanligvis taler om at skelne. I lighed med samvittigheden er det en egenskab, vi kan udvikle. Når evnen til at skelne udvikles, ser vi helt andre perspektiver i livet.

I yoga og i mange andre skoler tales der om syv niveauer, der adskiller mennesket fra Gud. Efterhånden som en yogi udvider sin bevidsthed til at omfatte hvert af disse syv niveauer, vil mere og mere af virkeligheden åbenbare sig for ham, og han vil være underlagt stadig færre love. Betragter jeg et kort over Amerika, er det ikke ensbetydende med, at jeg kender landet. Men rejser jeg rundt i landet og oplever det, kan jeg sige, at jeg kender til det. Disse forskellige bevidsthedstilstande er som ukendte lande. Først når vi har oplevet dem, kender vi dem.

Der tales om Lyset, Stilhedens stemme. Det er visdommens eller kundskabens Lys det Indre Lys, som vil stråle mere og mere, når vi med vor skelnende indsigt, har revet uvidenheden op med rode.

Der er, ifølge Patanjali, en praktisk og anvendelig metode gennem hvilken vi vil kunne få kundskabens lys til at lyse mere og mere i Sindet. Det er et forløb, som kaldes Astanga-yoga, og som består af otte dele. Det er fundamentet for den yoga, Patanjali lægger frem og som ofte beskrives som Raja-yoga.

Astanga betyder lemmer. Ordet lemmer benyttes for at undgå den misforståelse, at første disciplin helt og fuldt skal beherskes, inden den næste kan tages op. Trinene danner en helhed og er samtidig indbyrdes uafhængige. Dog følger de tre sidste trin, dharana, dhyana og samadhi hinanden op i den nævnte rækkefølge. De kaldes under ét samyama. I bogens III. del beskrives samyama.

Yama og niyama er fundamentet i en yogis træning. Hver af dem bliver omtalt i en særskilt sutra. Det er dog vigtigt at have for øje, at disse moralske grundprincipper er givet ud fra, at et eller flere af aspekterne kan tages op i det daglige liv og blive en så stor del af udøverens arbejde og hverdag. Når ét yama- og niyama-løfte bliver ført ud i livet, bringer det så meget med sig, at de andre omtalte aspekter naturligt følger efter (11. 37-45).

Udøvelsen af yama kaldes de fem store løfter, fordi de ikke på nogen måde er begrænsede i deres virkning. Der kan arbejdes med disse store løfter, uanset tidspunkt, hvor vi befinder os, om vi hører til blandt de simpleste, de fattigste eller til de rigeste og mest berømte slægter, og uanset hvilke omstændigheder du sættes i.

Deres gennemslagskraft når alle niveauer, og de har betydning, uanset hvor langt et menneske er nået i sin udvikling.

Umiddelbart kan det være svært at skelne yama og niyama fra hinanden. De er redskaber, hvormed en udøver kan forædle sin natur. Men ser vi lidt nærmere på dem, viser der sig en forskel. Yama er en slags moralsk grundlov, som vi kan benytte os af i forhold til omverdenen. Niyama handler mere om en udøvers personlige træning − om hvordan han kan planlægge sin disciplin og tilrettelægge sin tilværelse ud fra det mål, han har sat sig.

Vi har alle et ønske om, at kærlighed, fred og sundhed må komme i højsædet på denne jord. Men i praksis er det vanskeligt. Vi ser os omkring og forundres eller fortvivles over, hvad mennesker gør mod hinanden og naturen. Det er samtidig vor erfaring, at det er uhyre vanskeligt at holde styr på vor krop og vore tanker og følelser.

Patanjali siger ikke: ”Du må ikke tænke og føle sådan og sådan.” Han ved, at vi mennesker er sårbare og underkastet love, vi ikke forstår. Rådet er, at vi kan sætte modsætningen op, når vi får tanker (og emotioner), der er skadelige og uværdige. Vi må prøve at nære kærlige tanker eller i det mindste forstående tanker, når hadet griber os. Derved neutraliserer vi det, der skader. Det er ikke nemt, men det er muligt, alt efter, hvor meget vi satser på det.

Nogle nærer måske tvivl om den praktiske anvendelighed af yoga sutra. Men netop denne sutra viser værdien i den psykologiske indsigt, Patanjali tilbyder det moderne menneske. De facetter, han omtaler, er velkendte, og han giver værdifulde oplysninger om, hvor hver af os kan sætte ind, så verden kan blive bedre at leve i samtidig med, at vi kan gøre os fri af de tanker og følelser, der er ”uværdige”.

Uanset om vi gør noget ondt, tilskynder en anden til det eller accepterer det, vil vi komme til at lide under det. Der kan være gradsforskelle i virkningen, men dybest set vil konsekvenserne være karmiske. Vi kan altså ikke nøjes med at forholde os passive og tro, at vi kan hytte vores skind ved at lukke øjnene og lade stå til. Han siger også, at det er griskhed, angst og forblændelse, der får os til at handle negativt. Vi kan heller ikke undskylde os med, at sådanne handlinger hører til ”småtingsafdelingen”. Alle handlinger uanset deres størrelsesorden har betydning.

Her fremlægges de egenskaber, der følger de forskellige aspekter i yama og niyama. En udøver kan selv måle, om han har gjort fremskridt − ikke for at han kan sole sig i disse egenskaber, men for at blive opmuntret til videre udøvelse.

Et menneske, der er etableret i ikke-skade, har en stærk virkning på sine omgivelser, fordi ikke-skade (ahimsa) er en positiv, dynamisk kvalitet forbundet med universel kærlighed og medfølelse. Disse egenskaber vil stråle ud fra et sådant menneske, og enhver, der kommer i hans nærhed, vil føle sig tiltrukket af ham.

Der kan ikke lægges faste rammer for det ”ikke at skade i tanke, ord og handling”. Det afhænger af omstændighederne, den etiske baggrund og meget andet. Først og fremmest er det afhængigt af udøveren. Hvad sker der i ham, og hvordan forvalter han de situationer, han stilles overfor. En egoistisk person kan udadtil optræde, så han opleves som værende kærlig og barmhjertig − og omvendt.

Det er en alvorlig misforståelse, når ikke-skade bliver en fanatisk mærkesag, hvor man f.eks. ikke må dræbe dyr og spise kød. Det handler om noget helt andet, i al fald om meget mere.

Hvis to mennesker f.eks. sidder ved det samme bord og spiser. Den ene er i sine tanker taknemlig og glad for at have mulighed for at spise et godt måltid, der bl.a. omfatter kød. Over for ham sidder en mand, som principielt ikke rører kød, da han mener det er ondt at dræbe. I sine tanker er han negativ og bebrejdende over for den person, der med sindsro spiser sin mad. Hvem af dem er mon nærmest ahimsa? Ikke-skade omfatter mange aspekter i vor tilværelse, eftersom alt liv er helligt. Det kan være en stor udfordring at tage det op − dagen igennem kan vi arbejde med det i os selv. Swami Vivekananda siger:

Fraværet af misundelse er prøven på ikke at skade … Et menneske, der på ingen måde nærer selv den mindste tanke om at skade andre, og som kan glæde sig over fremgang hos selv den største modstander − det menneske er en bhakti (hengiven), han er en yogi, han er en guru for enhver, om han så kun lever af svinekød.

Hvad end en yogi siger, vil det gå i opfyldelse, fordi hans ord vil være lov. Da alt er sandhed for ham, vil han ikke længere kunne tale usandt, og enhver vil kunne nyde godt af den egenskab. Når et menneske, der er etableret i sanddruhed, udtaler ordene: ”Du bliver rask”. ”Du bliver velsignet”, vil det gå i opfyldelse.

Dette skal dog ikke opfattes bogstaveligt inden for hverdagslivets rammer. Ubetinget ærlighed kan være ubarmhjertig og gøre mere skade end gavn. I de tilfælde vil en ”hvid løgn” være bedre, forudsat at den ikke tjener egne interesser. Det sker også, at det, der tilsyneladende er en absolut sandhed den ene dag, kan vise sig at være usandt den næste. Ærlighed i tanke, ord og handling kræver en dyb indsigt i de universelle love og mod til at handle ud fra dem, frem for de menneskeskabte.

At opnå handlingens frugter, uden at handle, er et gennemgående tema i de første kapitler i Bhagavad Gita. I 4. kapitel vers 20 står der:

Når han opgiver binding til handlingens frugter,

altid er tilfreds og ikke afhængig af noget,

da gør han intet, selv når han er beskæftiget i handling.

Det siges, at når en yogi er fri for ethvert behov for at fratage andre noget, vil han blive skænket det bedste af det bedste. En anden lov, der også gør sig gældende, er: Så længe vi jager rigdom, vil skatten være skjult.

Vi har f.eks. forlagt et eller andet, vi leder som gale, prøver at huske, leder igen osv. I det øjeblik vi virkelig slipper tanken om at finde det, så … ja, så ved vi ofte, hvor tingen er.

Denne sutra bliver ofte fortolket således, at der sættes lighedstegn mellem afholdenhed og seksuel afholdenhed. Der er ingen tvivl om, at det handler om seksualitet, men det handler om meget mere end det. I Veda-skrifterne står den korrekte betydning af ordet bramacharya (afholdenhed):

”En indo-ariers liv er opdelt i fire stadier: ”Bramacharya (den studerende), derefter følger: garhasthya (forsørgeren), vanaprastha (den tilbagetrukne) og sannyasa (den vandrende munk).”

En bramachari studerede under sin lærers autoritet og vejledning, han tjente sin lærer og rettede sig efter de krav, der blev stillet til ham. Da denne periode faldt i de første år af den studerendes voksne liv, var afholdenhed et naturligt led i træningen. Men alle fire omtalte stadier hørte med til et almindeligt menneskes livsudfoldelse.

Der er noget mystisk og uforklarligt ved seksualenergien, som er den eneste kraft, hvormed et menneske kan ”skabe” noget nyt (et barn). Og der kan ikke herske tvivl om, at det er rigtigt, når Patanjali siger, at vi gennem afholdenhed kan opnå vitalitet. Men det er absurd alene at fokusere på seksuel afholdenhed som den absolutte og eneste betingelse for, at et menneske kan udvikle sig. Afholdenhed skal snarere betragtes som mådehold i livet.

Et andet vigtigt punkt er, at yama omhandler udøvelse i tanke, ord og handling. Hvis afholdenhed alene omfatter handling, opstår der de underligste former for kompensation.

Skal afholdenhed give mening, må det betyde, at den seksuelle energi skal omdirigeres og transformeres. Hvis det ikke sker, kan seksualenergien meget vel blive en hindring i stedet for en hjælp for udøveren. ”Hver ting til sin tid” er en gylden regel i yoga.

Når et menneske ikke længere føler trang til at eje andres ting − når han ikke længere giver og modtager med bagtanke og ikke misunder andre deres ejendom, vil han finde svar på spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Og hvor skal jeg hen? Hvad er krop, sind og følelser? Hvad skal der blive af mig? …

Dette er en midlertidig tilstand, som en yogi oplever når han erkender kroppens forgængelighed, som en følge af opnåelse af fysisk renhed. Denne tilstand varer, indtil de mere subtile hylstre (mano maya kosha og viyana maya kosha …) permanent lyser eller strømmer igennem det fysiske hylster (anna maya kosha).

Der tales her om sattva-renhed for at beskrive, hvilken tilstand udøveren er nået til. Hver guna symboliserer bestemte egenskaber.

Sattva er bl.a. kærlighed, glæde, lykke og lys, og selv om et menneske med sattvisk renhed stadig er bundet af modsætningerne, vil hans mulighed for at udvide bevidstheden være større. Sindet vil ikke længere stille sig i vejen. Det mentale omfatter i yoga-filosofien også følelseslivet, da egoet og jeg-følelsen styres fra det mentale hylster (mano maya kosha).

Tilfredshed er her at udfylde sin plads i livet på bedste måde, og at være uden begær. Ordet dharma betyder både retfærdighed, og at udføre sin pligt. Et menneske, der kan gøre det, er et tilfreds og lykkeligt menneske. I Bhagavad Gita kapitel III, vers 35, siger Krishna:

Det er bedre at udføre sin egen pligt (dharma),

uanset hvor ufuldkomment det gøres,

end det er at udføre en andens pligt godt.

Det er bedre at dø under udøvelse af ens egen pligt.

Andres pligt er fuld af fare.

Krishna taler her om, at vi må lære at feje for vor egen dør, før vi fejer for andres. Et menneske, der har lært først at feje for sin egen dør, er et tilfreds og lykkeligt menneske.

Siddhi betyder okkulte evner, fuldkommenhed og kraft. Kroppen bliver stærk gennem selvdisciplin, og den bliver et fuldkomment redskab for udøveren. Det samme gælder sanserne. Det, vi kalder okkulte evner, bliver en realitet, når sanserne er blevet et sådant fuldkomment redskab.

Et af formålene med selvstudie er, at udøveren bliver i stand til at knytte forbindelse til det valgte objekt (ideal). En fri strøm af viden, kraft og vejledning fra det højere til det lavere, er essentiel i en sådan kommunikation. Det valgte ideal omtales her, fordi den spirituelle kraft kun kan overføres gennem kærlighed, og der lægges stor vægt på nødvendigheden af den hjælp, vi får af en vejleder.

Når et menneske konstant retter sine tanker mod Ham, brydes loven om årsag og virkning (loven om karma). Derfor er hengivelsens vej (bhakti pada) så virksom. De store helgener inden for kristendommen er sandt hengivne, der erkendte Gud gennem deres kærlighed til Ham.

Asana er kendt af de fleste, som har beskæftiget sig med yoga. Der findes et utal af stillinger. For Patanjali er stillingen udelukkende et middel til at opnå en tilstand af fysisk ubevægelighed, hvor udøveren kan sidde oprejst og fri med lige ryg.

Det er vanskeligt at mestre en stilling − og uden en god og ubevægelig hvilestilling vil det være svært, for ikke at sige umuligt, at meditere. I zen-træning lægges der stor vægt på stillingen (holdningen). Man går så vidt, at man siger, at den alene kan give satori (oplysning).

Der gives to vigtige råd, når det handler om at få kroppen til at støtte udøvelsen: Stillingen skal være afspændt, kroppen skal hvile i sig selv, og når dette er etableret, skal der mediteres på det uendelige. Hvis Sindet kan ”fange” ideen om uendelighed, vil det være en hjælp til, at kroppen kan bevare sin stabilitet.

På sanskrit hedder uendelighed ananta. Ananta er også navnet på en slange, som symbolsk repræsenterer den kraft, der opretholder jordens balance og sørger for, at jorden holder sin bane omkring solen.

Når en stilling virkelig mestres, generer kulde og varme, tørst og sult ikke længere kroppen. Ej heller vil glæde og smerte, godt og ondt hindre udøveren i at rette sin opmærksomhed indad.

Pranayama spiller en vigtig rolle i en yogis træning. Der er en intim forbindelse mellem krop og sind, og det er vitalenergien (prana), der knytter denne forbindelse.

Prana er grundlæggende for vor fysiske og psykiske sundhed. Hvis der er for meget eller for lidt prana i kroppen eller i sindet, eller hvis den er ulige fordelt, opstår der ubalance og fysisk eller psykisk lidelse. Prana har sit eget hylster (prana maya korha), hvorfra prana via nervestrømmene kanaliseres overalt i kroppen.

Den mest kendte form for pranayama er åndedrætstræning. Ved at holde luften tilbage (kumbhaka), enten inde eller ude, prøver man at påvirke prana-strømmene. Det er den form for pranayama, som beskrives i næste sutra.

Det ydre pranayama er tilbageholdelse af prana efter udåndingen, det indre er tilbageholdelse efter indåndingen, og det undertrykte er tilbageholdelse af prana på et hvilket som helst tidspunkt.

I yoga symboliserer indåndingen liv, udåndingen død og tilbageholdelsen stilstand. Når vi med andre ord indånder, modtager vi prana. Når vi udånder, giver vi den fra os, og når vi holder vejret inde eller ude, bliver prana i os. Det er meget vigtigt, at vi ikke mister for meget prana i denne proces. Det, der afgør, om vi mister meget eller lidt prana i vejrtrækningen, er vor åndedrætsfunktion. Et rytmisk åndedræt er af stor betydning, og det har indflydelse på vor adgang til og kontrol over den værdifulde vitalenergi, prana. Evnen til at beherske og bevare prana er afhængig af flere ting. Hvor vi befinder os, hvornår vi udøver pranayama (kontrollerer vor indad- og udadgående strøm af energi), og i hvor lang tid vi kan udøve den. Hvis man vil udøve pranayama og kontrollere åndedrættet, er det værdifuldt at studere de gamle kildeskrifter om Hatha-yoga, f.eks. Gheranda Samhita.

Men pranayama har som sagt ikke nødvendigvis noget med åndedrættets bevægelse at gøre. Vi kan hindre energitab på andre måder, end ved at påvirke åndedrættet direkte.

En udøver kan f.eks. pludselig opdage, at han kan ”se” sin prana og flytte den, uden at han kan give nogen direkte forklaring på, hvad der har givet ham denne evne.

Der løber to vigtige nervestrømme omkring rygsøjlen: pingala nadi er højredrejet, og ida nadi er venstredrejet. De er forbundet med henholdsvis den opadgående og den nedadgående energi. Den opadgående energi giver liv til, og stimulerer, det øverste af kroppen og hovedet. Den nedadgående energi giver liv til, og stimulerer, den nederste del af kroppen og benene.

I den vestlige verden lever mennesker overvejende i den opadgående energi. Vi mister let jordforbindelsen, vi er ikke forbundne med vore rødder. Vi lever meget i vore hoveder, i vor indbildning, og vi forstår ikke at vor såkaldte frihed, også den seksuelle, er en ”tænkt” frihed, der ikke har grund i virkeligheden.

Pranayama er en træning, hvorigennem vi kan etablere en balance mellem disse to modsatrettede energier. Et menneske, der kan balancere den opadgående og nedadgående energistrøm, er i stand til at leve i hele sit indre univers.

Da den indiske yogi Swami Satyananda første gang var i Danmark fortalte han, at prana ikke er noget, man mærker, men noget man ser som lys, og når et menneske oplever sin prana, kan han vandre rundt i kroppen med sit lys. Det var mærkeligt at høre.

Først da jeg i nogen tid havde trænet med en dybdeafspænding, der hedder Pranavidya (viden om energi), forstod jeg, hvad han mente. Prana har sit eget hylster, der kan ses og opleves som lys. Det er dette lys, der kan ses som et menneskes aura.

Prana kan lyse op i selv de mørkeste kroge af krop og Sind. Herigennem opnår en udøver viden om pranas funktion og kan se om der er for lidt eller for meget prana i et område. Det siger sig selv, at det vil være af stor betydning, at kunne føre prana til eller fra et belastede område.

Det er et vigtigt led i en yogis træning, at han får adgang til at opleve sin prana og kan benytte sig af den til at støtte koncentrationen.

I et af de gamle skrifter er der givet følgende forklaring på pratyahara: ”Det er med sanserne som med bier, der følger deres dronnings kurs og hviler, når hun hviler. Når Sindet standser sine aktiviteter, gør sanserne det også.”

Det er vigtigt at forstå, hvad pratyahara er. Ifølge Patanjali er pratyahara det eneste, der kan afholde Sindet fra at antage forskellige former. Når sanseorganerne ikke længere trækker objekter til Sindet, men de rettes indad, kan deres energi vendes til koncentration (dharana). Sanserne følger Sindets natur, og da Sindets naturlige tilstand er ro og stilhed, vil sanserne følge Sindets natur, når de ikke er i kontakt med og distraheres af noget objekt.

Det betyder ikke, at et menneske, som er i stand til at udføre pratyahara, ikke ser, hører, føler, smager og lugter noget. Han registrerer med sindsro, hvad der sker. Sanserne bliver ikke grebet af objekterne, og Sindet involverer sig ikke.

Lykkes det for os bevidst at trække sanserne tilbage fra den ydre verden, er vi ikke længere slaver af vore sanser. Vi kan bruge dem, og de må tjene os. Vi kan ”tænde” for dem, når vi vil, og ”slukke” for dem, når vi ønsker det. Med evnen til at udføre pratyahara følger evnen til at søge ind, reflektere og meditere.

Ved et foredrag, Swami Satyananda holdt i Danmark, første gang han var her, blev han spurgt om det var vanskeligt at meditere, og han svarede: ”Nej, det er det letteste i verden, det vanskelige er pratyahara − gennem pratyahara åbner du for ny muligheder i dit liv.”