Indledning

Den tibetanske yogi Milarepa blev udfordret af den
onde Bon-Po shamanpræst til en dyst i levitation.
Præsten var stadig på vej op siddende på
sin magiske tromme, da han så, at Milarepa allerede sad
på bjergets top i dyb meditation.

Da jeg for femogtyve år siden begyndte at studere indisk filosofi og psykologi, var det et held, at jeg mødte en mand, som havde gjort en stor og oprigtig indsats på dette område. Han krævede ikke mindre af mig og de andre, han arbejdede med.

Min læretid hos ham strakte sig kun over få år, men hans måde at nærme sig disse ting på gjorde et dybt indtryk på mig, og det præger min søgen endnu i dag. Han sagde bl.a. til mig: ”Jeg vil give dig et råd, som du kan følge, hvis du har lyst. Der er en omfattende litteratur at vælge imellem. Jeg vil anbefale dig syv bogtitler, som jeg selv synes dækker de ting, du er interesseret i.”

Jeg sagde uforbeholdent ja og den forunderligste verden åbnede sig for mig. Listen så således ud.

• The Gospel of Sri Ramakrishna
• Raja-yoga, (yoga-sutra) af Swami Vivekananda
• Bhagavad Gita
• The Serpent Power, af Sir John Woodroff
• Hatha-yoga, af Theos Bernard
• The Great Tibetan Yogi Milarepa
• Det Nye Menneske af Maurice Nicoll

Jeg har læst disse bøger igen og igen, og jeg fundet svar på mange af de spørgsmål, jeg tumlede med. Det har været en meget spændende og inspirerende opgave at kommentere Patanjalis aforismer på opfordring af en nær ven, som satte stor pris på Østens visdom.

Gennem disse bøger lærte jeg først og fremmest et fællesskab at kende mellem mennesker på tværs af landegrænser. Det var heller ikke et spørgsmål om at være mand eller kvinde, men om at være et menneske, og ikke mindst om hvorfor vi er her, og hvilke muligheder vi har for at udvikle os. De gav mig også et indblik i de forskelle, der er mellem den traditionelle yoga og tantra. Og det blev klart for mig, hvorfor ordet yoga er blevet en fællesbetegnelse for yoga og tantra, hinduisme og fakirernes ”kunst”. Det er en alvorlig fejltagelse, der bunder i uvidenhed om yoga-udøvelsens oprindelse. Jeg har gennem årene læst mange kommentarer af yoga sutra, de første var af Swami Vivekananda[1], og et sted siger han bl.a.: ”Da yoga for mere end fire tusinde år siden blev kendt, var den formuleret indtil fuldkommenhed og udbredt over hele Indien. Med årene er fortolkningen præget af fejlformuleringer og mystik og siden da er der er dukket flere såkaldte lærere op i Vesten, mange af dem, fortolker yoga endnu længere fra, hvordan den oprindelig var værre end dem i Indien. Mens de indiske lærere i det mindste vidste, hvad de beskæftigede sig med, ved de fleste moderne vestlige fortolkere så godt som intet.”

Det er mange år siden, dette blev sagt under foredrag Swami Vivekananda holdt om yoga i Vesten fra omkring 1904 indtil sin død. Men ordene er mindst lige så sande i dag. Det er f.eks. en misforståelse at sætte lighedstegn mellem Hara (menneskets vitale midtpunkt) og swadhistana chakra (det psykiske center). Der er en verden til forskel imellem zen-træning og yoga. En zen-udøver søger kontakt med Hara (menneskets centrum), mens en yoga-udøver successivt kontakter de forskellige centre.

Noget lignende gør sig gældende med hensyn til farvernes betydning. Regnbuens farveskala benyttes almindeligvis ikke i yoga. Eksempelvis er den blå farve forbundet med anahata chakra (ved hjertet) og den grønne farve med et lille chakra under hjertet.

Der er ikke noget forkert i at benytte sig af forskellige måder at arbejde på, hvis blot man er tro imod den tradition, man følger. Man kan godt være både zen- og yoga-udøver, hvis man er i stand til at holde de to former for træning adskilt.

Yoga er en værdifuld fysisk, psykisk og spirituel træning. Mange fordomme i forbindelse med yoga bunder i uvidenhed, og for mange udtaler sig om yoga uden at vide, hvad yoga er. Jeg har kastet mig ud i at kommentere dette usædvanlige skrift om yoga-filosofi bl.a. i håb om at rette op på nogle af disse misforståelser.

Det er vigtigt ikke kun at forstå dette skrift med intellektet. Forståelsen må gå gennem hjertet. Ifølge yoga-filosofien forstår mennesket kun noget, hvis han har viden om dette ”noget” og i sit væsen lever det. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Karma-yoga har en stor plads i Patanjalis yoga-filosofi, hvilket ikke er alment kendt.

Karma-yoga er handlingens yoga, hvor udøveren gennem opmærksomme handlinger i livet når den frihed, som er målet. Livet skal ikke vendes ryggen, tværtimod. Yoga er altså ikke udelukkende meditation og studier eller som den mest bliver brugt − til kropstræning. Et menneske, der ønsker at få dybere indsigt ved hjælp af yoga, må også bringe yogaen ud i sin hverdag, ved bl.a. er ikke at være identificeret og ved at gøre sig fri at binding gennem handling. Den indiske digter og nobelpristager Rabindranath Tagore fortæller indirekte om Karma-yoga i sin bog ”Gitanjali”.

”Lad denne kvæden og syngen

og tællen perler dog fare!

Hvem dyrker du i dette ensomme

og dunkle hjørne af et tempel,

hvis døre alle er stængede?

Luk dine øjne op og se, at din Gud

står ikke foran dig!

Han er der, hvor bonden pløjer den hårde jord,

og hvor vejbyggeren sprænger sten.

Han er hos dem i solskin og regn,

og hans klædedragt er dækket af støv.

Tag messehagelen af dine skuldre og træd

− som han − ned på den støvede jord.

Frigørelse? Hvor er den vel at finde?

Vor Herre selv tog med glæde

skabningens lænker på sig,

han er for evigt knyttet uløseligt til os.

Kom ud fra dine rugende betragtninger

og forlad dine blomster og din røgelse.

Hvad skade er der vel sket,

om dine klæder plettes eller rives itu?

Mød ham og stå ham bi ved

arbejdsomt slid og i dit ansigts sved.”

Umiddelbart kan dette lyde modsigende i forhold til det, mange forbinder med yoga-udøvelse. Men det er sådan, at den mest frugtbare udøvelse finder sted, når et menneske både kan lære af livet gennem handling og samtidig søge i sin indre verden. De er begge lige nødvendige, og selv om Patanjali fortrinsvis taler om, hvordan vi kan søge i den indre, ukendte verden, forener han i sin filosofi, psykologi og handling på enestående vis.

I denne forbindelse er den russiske journalist og filosof P.D. Ouspenskys kommentarer i ”Psykologien om menneskets mulige udvikling” meget spændende. I et af sine foredrag siger han: Jeg vil tale om studiet af psykologi, men jeg må advare jer om, at den psykologi, som jeg taler om, er helt anderledes end det, som I måske kender under dette navn. Jeg må begynde med at sige, at psykologi praktisk talt aldrig har været på et så lavt niveau som nu. Den har mistet enhver kontakt med sin oprindelse og sin mening − derfor er det i dag svært blot at definere begrebet psykologi, dvs. at redegøre for, hvad psykologi er, og hvad den omfatter. Dette er en kendsgerning, skønt der aldrig før i historien har været så mange psykologiske teorier og skrifter som nu. Sommetider kaldes psykologi en ny videnskab. Dette er helt forkert. Måske er psykologi den ældste videnskab, og desværre er den i sine væsentligste træk en glemt videnskab.

For at forstå, hvordan psykologi kan defineres, må vi erkende, at den kun har eksisteret under dette navn i nyere tid. Af en eller anden grund blev psykologien altid mistænkt for at have forkerte eller nedbrydende tendenser, enten religiøse, politiske eller moralske, og den måtte optræde i forskellige forklædninger.

”I tusinder af år eksisterede psykologi under navnet filosofi. Skønt yoga i dens essens er psykologi, bliver den beskrevet som et af Indiens seks filosofiske systemer …”

Det har fascineret mig som kvinde, at det feminine aspekt, naturen, har så stor betydning i yoga. Yoga-filosofien er skrevet af mænd, og den er til en vis grad en mandsdisciplin. Men der er ingen tvivl om, at den psykologiske udøvelse, som yoga-sutra beskriver, er lige så anvendelig for kvinder som for mænd. Herom vidner den store betydning Naturen (Prakriti) har i universet som den dominerende aktive kraft. Ydermere har jeg talt med kendere inden for flere skoler, der alle bekræfter, at en kvinde, der oprigtigt går Udøvelsens Vej, når langt sammenlignet med en mand. I ”Afgrundens Ild” af lrina Tweedie siger hendes lærer, sufi-mesteren Bhai Sahib til hende:

… for mænd og kvinder er yoga-træningen forskellig. Når det gælder mænd, bruger jeg undertiden mange øvelser. For kvinden er det blot nødvendigt at blive fri af sin store binding … I hende er båndene til materielle ting som børn og tryghed meget stærkere end hos mænd.

Det er netop denne binding og måden at gøre sig fri af den, som denne bog handler om, og derfor har den bud ikke alene til yoga-udøvere, men til enhver som er interesseret i at nå til en større psykisk forståelse, både af sig selv og af andre.

Der er et langt større behov for at fatte meningen med tilværelsen, end vi almindeligvis tror. Interessen for drømmetydning, healing, religion, science fiction og eventyr er tegn på, at mennesker i alle aldre søger det uforklarlige, som ifølge Patanjali kaldes Atman og af en kristen kaldes Gud.

Yoga sutra hører til de universelle kilder som vi, uafhængig af tro og kultur, kan øse af. Patanjalis yoga-filosofi er et af de seks filosofiske systemer i Indien. De andre er:

1. Nyaya, af vismanden Gotatna,
2. Vaisehika, af vismanden Kanada,
3. Purva-mimansa, af vismanden Jaimini,
4. Vedanta, af vismanden Vyasa,
5. Sankhya, af vismanden Kapila.

Kapilas Sankhya-filosofi og Patanjalis Yoga-filosofi er nært beslægtede og har meget tilfælles. Men Kapila var ateist. Han var af den opfattelse, at den højeste Kraft i universet var Purusha, et højt udviklet åndsvæsen. Set ud fra vor begrænsede opfattelse er Purusha evig, men set ud fra evigheden er selv Purusha ifølge Kapila forgængelig.

Patanjali tog udgangspunkt i Sankhya-filosofien, men holdt fast ved en uforanderlig, allestedsnærværende, alvidende Kraft, som han kalder Ishvara (Gud). Han taler altså ikke kun om en individuel sjæl, men om en altgennemtrængende Ånd, der er fri af enhver påvirkning – som ER.

For fuldstændighedens skyld har jeg bevaret mange sanskritord i teksten. En del af disse ord er desuden almindeligt kendte i yoga-litteraturen. Der forekommer ikke flertalsendelser på sanskrit, og de er derfor heller ikke brugt her.

I forbindelse med omtalen af Ånd (Purusha), Seeren (Drastra) og Selvet (Atman), kan begreberne virke forvirrende, men de symboliserer det samme, blot beskrives den højeste Kraft forskelligt alt efter, i hvilken sammenhæng den omtales i teksten.

Selve aforismerne (sutra) er så vidt muligt direkte oversat på grundlag af den oprindelige sanskrit-tekst, mens de danske ord, som står i parentes, er mine tilføjelser.

Der er i alt 196 sutra fordelt over fire emner, der bærer navnene: Den højere bevidstheds vej – udøvelsens vej − de okkulte evners vej – frigørelsens vej. Der er ikke tale om fire forskellige veje, men om én vej, og selvom de tilsyneladende er uafhængige af hinanden, er der en underliggende strøm og logisk kontinuitet i de fire dele.

Aforismerne bringer vidnesbyrd om menneskets psykologiske opbygning og er meget fortættede i deres udformning. De er den dag i dag en vigtig kilde til inspiration for mennesker, som studerer dem. Patanjalis skrift er ikke alene til at blive klogere af, det giver også et spændende indblik i livets og universets mysterier.

Det er forunderligt at have adgang til et årtusind gammelt skrift, som indeholder så mange brugbare oplysninger om menneskets psykologiske muligheder og vor plads i universet. Den tyske filosof Max Muller sagde engang:

”Hvis jeg bliver spurgt om, under hvilke himmelstrøg menneskesindet har udviklet nogle af dets mest ypperlige evner og har reflekteret dybest over livets største problemer og fundet løsninger på nogle af dem, vil jeg pege på Indien.”

Yoga er, gennem vedholdende udøvelse og hengivenhed, at blive i stand til at hindre Sindets[2] bevægelser. Det er et vigtigt mål at kunne fastholde et objekt (en ide) i Sindet og udelukke alle andre. Dette er indgangen til højere bevidsthedstilstande (samadhi).

Det er ikke yoga, hvis et menneske tilfældigt udvider sin bevidsthed, og opnår usædvanlige evner. Ekstrem kropskontrol er heller ikke yoga, det er fakirernes område. En yogi vil aldrig bruge sine evner på den måde − han vil sætte alt ind på at opnå viden og skelneevne. Han vil udvikle viljekraft, så den kan hjælpe ham til at være udholdende i udøvelsen. Hans mål er intet mindre end at opnå den højeste samadhi-tilstand. Derfor vil en yogi ofte leve ubemærket blandt andre mennesker, uden at skilte med sine evner.

Den indisk-amerikanske endokrinolog Deepak Chopra giver et vigtigt svar på, hvorfor det er værd at søge efter vor sande natur. Vi tror, vi er menneskelige væsner, der fra tid til anden oplever det spirituelle − men vi er i virkeligheden spirituelle væsener der af og til oplever en menneskelig eksistens.

Den armenske mystiker G.I. Gurdjieff, lagde stor vægt på Østens visdom. I en aforisme i ”Views from the real World” skriver han:

”Benyt dig af forståelse fra Østen og viden fra Vesten, og søg da …”

Jeg håber, at disse yoga-sutra og kommentarer kan give læseren et indblik i de muligheder, der ligger i ”den Kongelige Vej til Selvet”.

Guni Martin

_________________________________

[1] I slutningen af bogen er en kort omtale af Swami Vivekananda samt uddrag af nogle foredrag, han holdt i USA omkring århundredskiftet.

[2] Sindet skrives med stort, når det betegner chitta (Sind-stof), der vil blive forklaret senere.

_________________________________