Mayavirupa − illusionslegemet
En femte indviet skaber ved en viljeshandling et mayavirupa legeme[1] (en nøjagtig genpart af mesterens fysiske, astrale og mentale legemer). I disse legemer kan mesteren fungere overalt på de fysiske, astrale og mentale planer.
Billedet viser Apollonius foran kejser Domitian, som skal dømme ham til døden, men før dommen falder, udtaler Apollonius nogle profetier om kejseren, og derefter trækker han sin toga rundt om sig og forsvinder for øjnene af alle tilstedeværende og den chokerede kejser. Et øjeblik efter er han i Dikaearchia i Grækenland hos sine to disciple Demetrius og Dami − flere dages rejse fra Rom. Apollonius af Tyana var en efterfølgende inkarnation af Jesus af Nazareth.
Det primære i mestrenes arbejde er den viden og kontrol, de har over alle energityper. Deres virkelige storhed og magt ligger i denne evne, og man skal huske, at deres etik, moral og selvkontrol ligger lysår fra almindelige menneskers. Det er ikke uden grund, at man kalder dem for kærlighedens, visdommens og barmhjertighedens mestre.
En mester skaber sig selv. Gennem de mange inkarnationer "mestrer" denne overmenneskelige skikkelse det fysiske, astrale og mentale liv. Alle svagheder og fristelser er overvundet, når målet via de fem indvielser er nået. De fem indvielser er successive bevidsthedsudvidelser, som beskrives i detaljer her i artikelserien.
Mestrene må ikke gribe direkte ind i menneskets anliggender. Den frie vilje og udviklingen af skelneevnen er vigtigere end selv katastrofale fejltagelser – for kun på denne måde lærer menneskeheden i kraft af dyrekøbte erfaringer.
Denne korte beskrivelse af mestrene udgør naturligvis kun en lille del af den viden, man har om dem og deres arbejde. Men langt størstedelen værner de om. Det er deres hemmeligheder.
_________________________________
[1] Mayavirupa er sanskritbetegnelsen for “illusionslegemet”. Mayavirupa er et legeme, der midlertidigt dannes, når en mester af en eller anden grund ønsker at stige ned til et lavere eksistensplan og derfor ved en viljeshandling (kriyashakti) danner et legeme i passende stof.
_________________________________
|