Det er denne egenskab, der vil blive menneskets største udfordring. Det er det punkt, som de mørke kræfter i naturen kan gribe fat i i samme øjeblik, man har rystet sig fri af gennemsnittet og er værd at blive opmærksom på. Derfor må alle de, der ønsker at fremskynde deres udvikling for hurtigere at kunne nå den åndelige verden, erkende, at deres største modstander er det ahamkara-princip[1], der har gjort dem til det, de er i dag. Det har været deres hjælper, men nu bliver det deres fjende. Det bliver de mørke kræfters allierede − livets fæstning − som altid åbner porten for fjenden og inviterer de, der vil erobre fæstningen, indenfor.

Det er årsagen til alle åndelige læreres gentagne påmindelser om nødvendigheden af at blive af med den stærke separatisme. Det er grunden til, at separatisme betragtes som det største problem på det udviklingstrin, menneskeheden har nået i dag. Det er årsagen til den seriøse esoteriske trænings strenge metoder til nedbrydningen af den stærke individualitetsfølelse, for den må ikke længere være et princip, der arbejder for sig selv. Al kraft skal gå til sjælen − al viljestyrke skal bringes i overensstemmelse med den guddommelige vilje. Hvis en del af viljen holder sig udenfor, vil det være den del, de mørke kræfter kan gribe og bruge mod den aspirant, der klatrer hurtigere end resten af menneskeheden.

Det er også årsagen til den irritation, som nogle forfattere beskriver menneskets jeg-følelse med, fordi de endnu ikke er tilstrækkelig udviklet til at have distanceret sig fra irritation. Det udviklede menneske tager afstand til forfatternes opfattelse, selvom det udviklede menneske ved, at jeg-følelsen er menneskets fjende, for det ved også, at de fleste mennesker endnu ikke er stærke nok til at erkende dens tidligere nytteværdi. De forstår ikke, hvordan jeg-følelsen har hjulpet dem til at nå det udviklingsstadie, som de nu befinder sig på. Men det er samtidig den svaghed, der giver de mørke kræfter kontrol, og sætter dem i stand til at få mennesker til at gå i deres fælder.

I den esoteriske træning er det derfor primært dette ahamkara-princip, der omtales. Intet i den esoteriske træning betragtes som for stærkt et pres, for hård en prøve eller for barsk en oplevelse, hvis bare resultatet er nedrivning af skillevæggen ind til den fuldkomne overensstemmelse med den guddommelige vilje.

Sådan er den mørke evolution i naturen i relation til menneskelig vækst og udvikling, og jo bedre man forstår de principper, der ligger til grund for den, desto større chance har man for at kvalificere sig til den virkelige esoteriske træning, der ikke − sådan som nogle tror – kun består af lektier, der kan læres fra bøger, men i en åndeliggørelse af hele karakteren. Det vil sige, at alt, der nu er sammensat, individuelt og adskilt, gøres helt.

__________________________________

[1] Ahamkara er et individualitetsprincip. Ahamkara er selvbevidsthed eller selvidentificering. Ahamkara er derfor personligheden, der på grund af uvidenhed opleves som adskilt fra den universelle enhed. Ahamkara er derfor egoisme.

__________________________________