Utallige universer & Verdenssjælen
II. Det samlede verdensalts evighed som et grænseløst plan, der periodisk er "skueplads for utallige universer, som igen og igen manifesterer sig og forsvinder" og kaldes "de manifesterende stjerner" og "evighedens gnister".
"Pilgrimmens evighed er kun et øjeblik
for det Selveksisterende",
som der siges i Dayans Bog.
"Verdenernes opståen og forsvinden
er som en regelmæssig tidevandsbevægelse
af ebbe og flod."
Dette andet punkt, der præsenteres i Den Hemmelige Lære, er periodicitetens lov og dens absolutte almengyldighed − loven om ebbe og flod, som naturvidenskaben iagttager overalt i naturen. En vekslen som den, man ser mellem dag og nat, liv og død, søvn og vågen tilstand, er et fænomen, der er så universelt og uden undtagelse, at det er let at forstå, at man her står over for en af de absolut fundamentale love i Universet.
III. Alle sjæle er fundamentalt identiske med Verdenssjælen, idet den selv er et aspekt af den ukendte rod, og alle sjæle − gnister af den førstnævnte − må foretage en tvungen pilgrimsrejse gennem hele inkarnationsperioden eller nødvendighedens cyklus i overensstemmelse med den cykliske og karmiske lov. Ingen rent åndelig buddhi (guddommelig sjæl) kan med andre ord opnå selvstændig, bevidst tilværelse, før den gnist, der er udgået fra det universelle sjette princips rene essens − Verdenssjælen − er:
a. passeret igennem alle elementalformer i fænomenernes verden i den pågældende manvantara (manifestationsperiode) og …
b. har opnået individualitet − først gennem naturlig impuls og derefter gennem selvpålagt stræben, der vanskeliggøres af dens karma, idet den på denne måde stiger op igennem alle grader af intelligens fra den laveste til den højeste, fra mineral og plante op til den helligste ærkeengel (dhyani-buddhi).
Den centrale lære i den esoteriske filosofi anerkender ikke andre privilegier eller særlige evner hos mennesket end dem, dets egen sjæl har opnået ved personlig anstrengelse og fortjeneste gennem en lang række reinkarnationer.
|