I yogatraditionen kaldes meditationsstadiet ”dhyana”, og i ”Yoga Sutras” (s. 95) betegner Patanjali meditationsstadiet som …

” − en uafbrudt bølge af tanker

mod koncentrationsobjektet.”

Meditation er med andre ord forlænget koncentration. I meditationsstadiet skal man ikke igen og igen bruge opmærksomheden til at tøjle tankesindet, når det vanemæssigt forsøger at flygte fra objektet og sprede opmærksomheden. Denne disciplinering hører under koncentrationsstadiet. Af samme grund advarer Patanjali mod at gå for hurtigt frem. Der er ingen grund til at forsøge at meditere, så længe man ikke behersker koncentrationen.

I meditationsstadiet opbygger man en uindtagelig ”ringmur” omkring meditationsobjektet eller nøgleordet − en ”ring-pass-not”, som man kalder det på engelsk − og en vellykket meditation er kendetegnet ved, at opmærksomheden på samme tid forbliver koncentreret og arbejder aktivt med nøgleordet inden for denne afgrænsning. Afgrænsningen er grænsen for en indflydelsessfære. Eksempelvis er det manifesterede solsystems afgrænsning grænsen for Solens indflydelse. Når man holder sig til nøgleordet, tegner man i sin bevidsthed en cirkel, som man ikke tillader, at tanken overskrider, for det vil medføre, at tankekraften spredes. Derfor afgrænser og fokuserer både meditationen som helhed og især meditationsobjektet arbejdet med at udvikle koncentration. Meditation består derfor ikke i drømmeagtige billeder med tilfældige sceneskift, der ruller hen over det ”indre lærred”. Meditationsobjektet har kun ét formål − at søge åndelig indsigt til gavn for egen udvikling, for tjenestearbejdet og for andre mennesker.

Mange opfatter meditation som en rationel eller fornuftmæssig bearbejdning i tanken af en central ide, men meditation er meget mere end det. Der er eksempelvis intet forkert i at meditere på Kristus, hans liv, hans gerninger, hans lidelser etc., men det er blot de første skridt i meditationen − ikke meditationens mål.

Alt i Universet på alle bevidsthedsniveauer er sandsynligvis udfoldet fra ét eneste arketypisk tankebillede, og skabelsens ufattelige mangfoldighed er udfoldet fra dette ene tankebillede i et uendeligt antal af tankeassociationer eller tankebilleder, der er forbundet med hinanden. De enkelte tankebilleder er igen udfoldet i nye tankeassociationer etc.

En rationel analyse af et af skabelsens aspekter vil føre fra billede til billede, og man vil erkende sammenhæng og forbundethed. Meditationens mål er imidlertid ikke denne analyse, som ofte blot er kombinationer og gentagelse af den viden, man allerede har erhvervet sig.

Tænkeevnens analyse er blot et middel, der skal hjælpe med at trænge ind i emnets indre verden − at trænge ned under overfladen eller ind bag formsiden − helt ind til en erkendelse af selve livet eller årsagen bag tankeobjektet. Man kan sige, at tankebilledernes mangfoldighed ultimativt smelter sammen til ét.

Oplysninger af denne art får ofte mennesker til at tro, at de skal transcendere den fysiske hjerne. Den fysiske hjerne er et uundværligt redskab i meditationsprocessen. Den skal ikke transcenderes − den skal kontrolleres. Sjælen udsender sine ønsker og impulser via tanken til en kontrolleret og sensitiv hjerne.

Meditation på et specifikt emne, en central ide, kaldes meditation med objekt, nøgleord, sædtanke, tankefrø m.m., og i meditationsfasen bevæger man sig gennem fire trin, der begynder med, at tænkeevnen kredser om objektet og skaber en masse tanker om det, men efterhånden ledes tankerne mod en erkendelse af helhed. Tankerne bliver enklere og mere abstrakte og glider over i en proces, hvor skellet mellem objektet og den mediterende toner ud. Ultimativt glider den mediterende og objektet sammen og bliver ét i kontemplationens ubeskrivelige bevidsthedstilstand. Forløbet har sædvanligvis fire faser:

1. Meditation på en bestemt forms natur
2. Meditation på en bestemt forms kvalitet
3. Meditation på en bestemt forms formål
4. Meditation på det liv, der besjæler en bestemt form

Alice A. Bailey: Fra intellekt til intuition, s. 79

Den sjælsorienterede bevidsthed forsøger altid at bevæge sig bag formen for at trænge ind til de sjælelige kvaliteter, der betinger formens natur, egenskaber og hensigt. De tre første faser beskriver derfor meditation på en bestemt form, men det er vigtigt at huske, at alle former er udtryk for det iboende liv, fordi formen er livets eller sjælens udtryk. Uden sjæl ingen form.

1. Meditation på formens natur

Først koncentrerer man sig om formens konkrete udtryk, det vil sige udseende, detaljer, struktur, proportioner o.l. Man kan sige, at man skaber tanker om objektet.

2. Meditation på formens kvalitet

Derefter fokuserer man på formens kvalitet, som blandt andet kommer til udtryk som egenskaber, særpræg, karakter, indflydelse, potentialer m.m. Man kan sige, at man har en oplevelse af objektet.

3. Meditation på formens formål

Herefter rettes opmærksomheden mod oprindelsen, formålet, betydningen, funktionen eller den bagvedliggende impuls. Hvorfor er formen manifesteret? Hvilken ide ligger bag tilsynekomsten? Man kan sige, at man forsøger at nå ind til sagens kerne.

4. Meditation på livet i formen

Endelig når man frem til livsaspektet, der er den inderste kerne, årsagen eller den dybeste essens.

Det er kun muligt at opnå denne erkendelse i sjælens egen verden. Der er kun ét liv i Universet, og derfor er den mediterendes liv og det liv, der besjæler objektet, ét. Man kan derfor sige, at bevidstheden smelter sammen med objektet og bliver ét med det.

”Det er det åndelige menneskes formål med meditation (ført frem til de senere stadier), at sindet skal holde op med at registrere nogen som helst formaktivitet, uanset dens høje kvalitet, men i stedet begynde at registrere indtryk, der uophørligt strømmer fra den bestandigt manifesterende faktor, der kaldes for Guds sind, det universelle sind.”

Alice A. Bailey: Fra intellekt til intuition, s. 86