Nogen betragter abstrakt kunst som improvisation. Men hvornår er en ægte kunstner i stand til at improvisere? En musiker − eksempelvis en pianist − kan først begynde at improvisere over kendte temaer, når klaverspillet mestres. Improvisationerne opstår derfor på grundlag af, at de grundlæggende musikalske egenskaber nu er opøvet, forfinet og integreret. En pianist er ikke et menneske, der uden forkundskaber går direkte hen til klaviaturet og begynder at hamre løs på tilfældige tangenter. Og selvom man gav denne musikalske præstation betegnelsen ”abstrakt musik”, ville det utvivlsomt blive vanskeligt at få folk til at lytte til disse rædselsfulde klimprerier.

Der er gjort forsøg på at skabe denne type musik, for på et tidspunkt vakte nogle musikere opmærksomhed ved at save klaveret i stykker, smadre guitarer og sætte ild til dem som en del af musikstykket. Det kræver ingen musikalske forudsætninger, og kunne foretages af enhver − ligesom abstrakt malerkunst. ”Abstrakt musik” blev aldrig en succes − i modsætning til abstrakt kunst.

Engang var udgangspunktet for alle kunstnere, at de i det mindste kunne deres håndværk, før de begyndte at eksperimentere. Først når de nåede til grænserne for, hvad man kunne udtrykke ved hjælp af et forædlet talent, kunne man forsøge at ekspandere det kunstneriske udtryk. Og for at kunne det, måtte man have noget på hjertet − et budskab. Et eksempel er kubismen, hvor kunstnere forsøgte at anlægge en 4-dimensional synsvinkel på den 3-dimensionale verden, og hermed overskred de i malerkunstens 2-dimensionale udtryksform, den fysiske verdens begrænsninger og bevægede sig ind i den astrale verdens virkelighed. Den astrale verden er det eksistensplan, der befinder sig umiddelbart bag den fysiske verden ifølge åndsvidenskaben.

Kravet om en grundlæggende håndværksmæssig kunnen, der skal forædles til et maksimum, er i dag forsvundet fra de fleste kunstneriske discipliner. Ikke mindst i malerkunsten. Enhver, der er totalt blottet for talent, kan blive abstrakt maler og kalde sig kunstner og få værkerne udstillet. De fleste abstrakte malere er ikke i stand til hverken at tegne eller male noget, der ligner virkeligheden. De er ofte blottet for talent.

Den samme tendens ses inden for den rytmiske musik. Nye grupper skyder frem som paddehatte. De fleste har ingen eller begrænset musikalsk uddannelse, og mange synger ikke specielt godt og kan kun det mest nødvendige på deres instrumenter, men i lydstudierne kan man bearbejde og manipulere lyden, og på denne måde skabe et salgbart produkt. Og live optræder popgrupperne med playback. Det hurtige, det nemme og det overfladiske har fået frit spil i nutidens kultur. Succes afhænger ikke så meget af dygtighed og talent som markedsføring.

Men måske er det ikke kunsten, der er problemet, men nutidens materialistiske livssyn. Måske gør kunsten blot det, den skal, nemlig at afspejle tidsånden. Mennesket lever i en tid, hvor naturvidenskaben fortæller, at Universet og livet er opstået helt tilfældigt og helt af sig selv. Universet fungerer som en maskine, og alle skabninger er blot små maskiner i den store maskine, og alt fungerer efter mekanikkens love. Derfor har mennesket ingen fri vilje. Livet er uden mening, og måske er det grunden til, at kunsten er meningsløs? At den er blottet for indhold og budskab?