Mangel på forståelige budskaber er en problematik, der har spredt sig som en smitsom sygdom i den abstrakte kunst, og på sigt udvikler den sig uundgåeligt til en dødelig virus.

Abstrakt kunst er som regel blottet for forståelige budskaber − vel at mærke forståelige for det publikum, der iagttager og endog køber denne form for kunst. Mange kunstinteresserede fokuserer på de smukke farvekombinationer, og reducerer dermed kunsten til ren dekoration, som alene vælges fordi kunstværket passer til farverne og møblementet i det rum, hvor kunsten skal hænge.

Mange kunstkøbere er først i stand til at afgøre, om der er tale om god kunst, når de har hørt kunstnerens navn. Årsagen er, at interessen for kunsten reelt drejer sig om interessen for at kunne profitere på kunsten. Der spekuleres i kunst alene ud fra handelspriser. Opkøbere vurderer sjældent indholdet i kunsten − kun muligheden for udbytte.

Hvis man beder en kunstner om at redegøre for budskabet i et abstrakt maleri, får man ofte svaret: ”Det er op til dig selv”. Det er en klar misforståelse! Hvis iagttageren selv skal afgøre, hvilket budskab kunstneren har lagt ind i kunstværket, sammenblander man kunst og psykoterapi.

Psykologer benytter denne metode. De viser en abstrakt blækklat, og beder klienten om at fortælle, hvad blækklatten forestiller. Den forestiller ingenting! Men ved hjælp af klientens fortolkninger kan psykologen afsløre de tanke- og følelsesprocesser, der foregår i klientens psykologiske univers. Blækklatten får kun betydning, fordi klienten selv lægger betydningen ind i blækklatten.

Jamen er det ikke godt, hvis kunst kan sætte gang i de samme processer? Nej − for kunstinteresserede har ikke valgt at gå til psykoterapi, når de besøger en kunstudstilling. De ønsker bare at se og opleve kunst − og de individuelle fortolkninger i konfrontation med et abstrakt maleri kan ikke bruges til noget som helst, fordi der ikke er psykologer til stede, der er i stand til at hjælpe med at bearbejde de tanker og følelser, der eventuelt vækkes af kunstværkets abstrakte malerklatter.

Hvis et kunstværk ikke har et budskab, skulle det aldrig være skabt. Og hvis det har et budskab, som ingen forstår, er det nytteløs og ligegyldig. Her savner man den lille dreng, der ligesom i ”Kejserens nye klæder” med klar barnestemme overdøver alle eksperterne og gør opmærksom på, at ”kunsten har jo intet tøj på”. Den abstrakte kunst er blevet iklædt blændværk og indhyllet i fine ord. Men den formidler intet andet end det, iagttagerne selv indhyller den i, hvad enten det er selvskabte fortolkninger eller økonomisk værdi.