Jungleloven

Det, der kendetegner et civiliseret samfund, er, at de stærke forsøger at hjælpe de svage − at hjælpe dem i stedet for at udnytte dem. Styrke, anvendt til udnyttelse og undertrykkelse af andre, er junglens lov − ikke menneskehedens og samfundets lov. Det er en tilstand for primitive mennesker og ikke noget, der fortjener at kaldes civilisation − og slet ikke menneskeligt.

Set fra dette standpunkt bør samfundet bestræbe sig på at råde bod på naturens uligheder, men når alt kommer til alt, er det nuværende samfund snarere et dyresamfund end et menneskesamfund. I junglen ser man endda, hvordan mange jagende dyr samler sig i flokke, fordi de er for svage til at jage enkeltvis − eksempelvis løverne − for på denne måde at få overtaget over stærkere dyr og dræbe dem for at stille sulten. Og jagede dyr samler sig også ofte i grupper − f.eks. kvæget − for at kunne forsvare de svageste i flokken mod rovdyrenes angreb. På denne måde findes der selv hos de undermenneskelige skabninger en instinktiv forståelse for den ide, at selv de svagere kan gøre sig stærke ved at holde sammen og hjælpe hinanden, hvad enten det er for at skaffe sig føde, eller for at de stærke skal forsvare de svagere, og det kan betragtes som kimen til et højere ideal.