Hærens kampe var forbi, men nu begyndte en ny kamp med at redde tusinder af såredes liv. Der var kun få læger i området, og det medicinske forråd var næsten ikke-eksisterende. De lokale landsbyfolk og bønderne gjorde alt, hvad de kunne for at behandle de sårede, men ikke på en organiseret måde. Henri Dunant så straks, hvad der var nødvendigt at gøre og organiserede det, så godt han kunne. Caroline Moorehead beskrev situationen i sin bog Dunants dream:

”Han samlede en gruppe af de lokale kvinder og inddelte dem i mindre grupper, som fik til opgave at sørge for mad og vand til de sårede. Han satte dem i gang med at vaske de 'blødende og inficerede kroppe', som forberedelse til at sårene kunne behandles. Han samlede alt det rene bomuld og lærred, han kunne finde. Han fik små drenge til at hente vand i spande … til de tørstige … Han sendte sin kusk til Brescia for at købe citroner, kamille, sukker, skjorter, suppe, vaskesvampe, sikkerhedsnåle, cigarer og tobak. Han oprettede sin base i nærheden af byen Castiglione, hvor der lå 500 sårede under et halvtag og andre hundrede på en terrasse. Han overtalte nogle forbipasserende til at hjælpe − blandt andre en pensioneret flådeofficer, fire engelske turister, en journalist og flere andre … og snart var de i gang med at forbinde sårene, hente vand og skrive afskedsbreve fra døende til deres familier.”[1]

Disse få dages erfaringer påvirkede og ændrede Henri Dunants liv fuldstændigt. Man kan undre sig over, at ingen andre reagerede som Henri Dunant, for der var som nævnt tusindvis af mænd og kvinder involveret i slaget ved Solferino enten i kamp eller som hjælpere.

Men der var kun én person, som var i stand til at afhjælpe problemerne med behandling af de sårede med en sådan medlidenhedsfølelse, at en løsning straks stod tydelig og klar. Blodige kampe med sårede og døende havde fundet sted gennem alle tider − enhver hær havde læger og felthospitaler − selvom de var utilstrækkelige − og den civile befolkning havde altid hjulpet med at behandle de sårede i lignende situationer. Lægevidenskaben gjorde langsomt fremskridt − eksempelvis opdagelsen af æter og narkose ved kirurgiske indgreb. Men Henri Dunant så, at der burde gøres langt mere end det, den almindelige udvikling kunne præstere, for nu havde han fået den erfaring, der resulterede i, at han i sin bevidsthed kunne forestille sig den løsning, som de fleste på det tidspunkt mente, var umulig at organisere.

_________________________________

[1] Caroline Moorehead: Dunants Dream, p. 4

_________________________________