Hvad et menneske på selvmordets rand ønsker fra sine medmennesker, er ikke fordømmelse, men kærlighed og forståelse. Og det samme gælder naturligvis, hvis selvmordet lykkes. Den bedste hjælp, man kan give, består i at få selvmorderen til at opgive ethvert forsøg på at vende tilbage til den fysiske verden.

På astralplanets laveste underplaner flokkes afdøde, der søger sanselig tilfredsstillelse via andre menneskers legemer. Da de afdøde lever i tankens og følelsernes verden, er opløftende og positive følelser og klar tankekraft den mest effektive hjælp, man kan yde. Den positive tankestrøm, som selvmorderen modtager, når man tænker på ham eller hende, hjælper med til at reducere forvirringen og frustrationen og skabe overblik over situationen, for velsignelsen bringer en vis fred. I lyset af freden og forståelsen, der bevidst sendes til selvmorderen, vil desperationen efter at vende tilbage til det fysiske liv dæmpes og gradvis fortage sig.

Annie Besant fortæller i Talks with a Class, at udviklede mennesker eller devaer kan komme selvmordere til hjælp på astralplanet. De vil forklare selvmorderen tingenes tilstand, og hvis den afdøde etablerer tilstrækkelig styrke, kan man under betingelser, der er langt vanskeligere end i den fysiske verden, alligevel afvikle en stor del af den aktuelle karma. Det kan eksempelvis ske ved at blive i nærheden af og hjælpe det menneske, man har skadet ved selvmordet. På den måde er det praktisk muligt at afvikle den dårlige karma, der førte til katastrofen i selvmorderens eget liv.

Efterhånden som den naturlige livsperiode nærmer sig sin afslutning, glider selvmorderen stadig oftere over i en bevidstløs tilstand, og staklen vågner kun op til de ubehagelige følger af sin tåbelige handling, når årsdagen for den kommer, og erindringen om den igen bliver levende.

Hvis selvmorderen befinder sig i den omtalte bevidstløse søvntilstand, vil venners velsignelse og positive tanker oplagres i auraen. De positive energier udløses, når den naturlige dødstime indtræffer, og de vil føre selvmorderen ind i det astrale liv. Når den naturlige dødstime kommer, og den magnetiske forbindelse med den fysiske verden bliver endeligt brudt, får selvmorderen en ubeskrivelig fornemmelse af frihed. Al tyngde og træthed forsvinder. Fra nu af er selvmorderen vendt tilbage til sin naturlige udviklingslinje, der blev afbrudt ved selvmordets fejltrin.

Konklusionen er, at uanset hvor tilsyneladende utåleligt livet er blevet, så er det en fejltagelse at begå selvmord. Handlingen kan ikke rette op på det, der er forkert. Selvmorderne tror måske, at gravens fred vil afslutte alt besvær, men de kommer aldrig til at befinde sig i graven. Kort tid efter den fysiske død vil de være bevidste på astralplanet. Hvis de prøver at stikke af fra følgerne af en nedværdigende handling, som de ikke længere er i stand til at skjule, vil de opdage, at de er kommet ind i en verden, hvor alle i detaljer kan se, hvad de har foretaget sig, og hvor man kender dem netop som det, de er.