Misforståede motiver
Som sagt er uselviske selvmord uhyre sjældne. Når et menneske begår selvmord er motivet i langt de fleste tilfælde ønsket om at undgå smerte og lidelse. Det kan være fysisk smerte i forbindelse med sygdom, og det kan være følelsesmæssig smerte på grund af en tilsyneladende håbløs situation.
Eksempel: Vil ikke ligge til byrde
Det er ikke usædvanligt, at ældre mennesker og andre, der lider af en uhelbredelig sygdom, tager deres eget liv ud fra ”gode” motiver som f.eks., at ”de ikke vil ligge nogen til byrde”. Der er næsten altid tale om en bortforklaring. Det egentlige motiv er ønsket om at slippe væk fra sygdommens smerter og lidelser. Men måske er uhelbredelig sygdom og store smerter det mindst kritisable motiv til selvmord.
Motivet har tilsyneladende en stor rolle på astralplanet, for jo mere uselvisk motivet er, jo mindre er lidelsen. Det er derfor selvmordernes karakter og det liv, de har levet, har afgørende betydning. Årsagen er enkel. Jo ædlere et menneskes karakter er, jo mindre groft astralt stof vil astrallegemet indeholde. Hvis astrallegemet ikke indeholder stof fra de lavere underplaner, får mennesket ikke bevidst forbindelse med de lavere astrale underplaner. Det menneske, der har levet et rent og godt liv, rummer kun lidt af det lavere astrale stof, og derfor vil det kun være svagt bevidst, mens det passerer igennem underplanet − hvis det overhovedet mærker passagen.
|