Hvis spørgsmålet om opdragelse studeres fra nationens standpunkt i stedet for fra det enkelte menneskes standpunkt – selvom det sandsynligvis kommer ud på ét – er det overordnede formål med opdragelsen at skabe ”gode borgere”. Men hvad er en borger? Alle mennesker i en nation er borgere, men en mere præcis definition på en borger er et menneske, der ikke lever isoleret, men som en del af et bysamfund. Denne ide stammer primært fra grækerne og romerne, der betragtede bylivet som det bedste for mennesket. Et menneske, der lever isoleret fra sine medmennesker, udvikler som regel mange særheder. Det får mange uslebne kanter og mange sociale mangler. Det generer ikke det isolerede menneske selv eller dets snævre omgivelser, hvis det lever et ensomt liv fjernt fra andre. Der stilles langt større krav til menneskets karakter, når det lever i en by i nær kontakt med mange mennesker.

Det, der reelt menes med begrebet ”en god borger”, er et menneske, der er i stand til at leve sammen med sine medmennesker − et menneske, der kan indrette sig efter andre og samarbejde med dem − et menneske, der er indstillet på at bære sin del af den fælles samfundsmæssige byrde og gøre sit bedste i forhold til sine ressourcer for at hjælpe de svagere medlemmer af samfundet. En egoist vil forsøge at udnytte svaghederne hos sine medmennesker, at skabe vækst på andres bekostning, konkurrere i stedet for at samarbejde, og et menneske, der udtrykker denne form for separatisme, kan naturligvis ikke kaldes ”en god borger”.