Stammekultur

Når menneskehedens liv er så barskt, lidelsesfuldt og besværligt, er det muligvis for at gøre den hårdfør nok til at kunne gennemleve en hård og vanskelig overgangsperiode. Trætte og sultne kommer størstedelen af menneskeheden i tvivl om liv og død, og de bliver usikre på hinanden. Der vil altid eksistere fattigdom og uvidenhed, men det vil også altid være muligt at ændre tilstanden for den procentdel af menneskeheden, der på ethvert tidspunkt lider. Usikkerheden og ensomhedsfølelsen, der er dybt rodfæstet i personligheden − også blandt de relativt veluddannede − stimulerer en "stammekultur", der er en ældgammel form for et gode, som skaber en gruppefølelse, men samtidig opfattes alle andre som en trussel. Ønsket om, at de, der opfattes som familie, skal overleve − endog på andres bekostning − kan skævvride et folks bedømmelse, for det har kun en begrænset adgang til sin egen højere forståelse − derfor er periodiske aggressioner ikke overraskende, når mennesker bliver utrygge. Stammekultur (som udelukkende har relation til personligheden) kan komme til udtryk som en dyb følelse baseret på et traditionelt kulturelt slægtskab, eller den kan vise sig som provokerende gadebander med loyalitet over for en kriminel gruppe, som partisaner, og det kan endda resultere i blodige borgerkrige. I relation til emnet siger René Descartes i sin ateistiske filosofi, at "stammetænkning" fører til mord, krig og folkedrab, og det har det altid gjort, uanset om det gælder Afrika, Europa eller USA. Tænkningen hos dogmatiske mennesker skader ved at skabe etnisk frygt, der resulterer i had fra nabostammer, som ironisk nok for det meste ligner dem selv.

Ældgammel frygt afspejles ikke længere i menneskehedens sande tilstande, fordi den sjælsintegrerede globale tænkning skaber forandringer i den offentlige mening. Menneskets intelligens indeholder et løfte om shamballisk væren. Det eneste, der står i vejen for, at det fuldt ud kan komme til udtryk, er en begrænset intuitiv forståelse. Ethvert menneske, som har succes med ved egen kraft at tvinge sig til at benytte den højere tænkning (energi) i relation til sin normale økonomiske eller racemæssige usikkerhed, sine personlige impulser, eller sine ønsker om stimulering (kraft), kan uden tvivl på den måde få hjælp til at styrke sin kraftbalance. Det niveau, hvor denne form for tænkning fra massernes bevidsthed kan mødes, findes hos én enkelt intelligens − Den Enes tænkning. Massernes forståelse kan man se som modpart til en forenet gruppebevidsthed. Adskillelse er en illusion, og det samme gælder opdelingen mellem personlighed og sjæl. En søgen efter mangfoldighed er for manges vedkommende en intelligent respons på tænkeevnens skabende natur. En sjælsinspireret stræben efter enhed er en subtil respons på tænkningens midterste princip. Menneskehedens logiske og åndelige dømmekraft eksisterer side om side − ikke altid harmonisk − i den guddommelige højere intelligens, der kaldes den monadiske og shamballiske vilje − Den Ene. Man skal huske, at den monadiske højere tænkning, som enkeltpersoner kan have forbindelse til, svarer til den forbindelse, menneskeheden har til shamballisk syntese, og uanset hvad den enkelte opnår i den højere tænkning, er det tilgængeligt for alle.