Guldkalven i fortiden og i nutiden
Det er fantastisk, at guldkalv-kulten stadig findes og netop med centrum i dette Sydlibanon-område hos druzerne (men der har så vidt vides ikke været opmærksomhed på nogen sammenhæng).
Druzer-sektens særlige gren af shia-muslimsk religion indeholder andre traditioner og også elementer fra de gamle mysteriekulter samt gnosticisme, neo-platonisme, buddhisme, manikæisme − og reinkarnationslære.
Druzerne, der påstår at være af ikke-arabisk oprindelse, har i Israel og Libanon bevaret traditioner i forbindelse med guldkalven. De indgår i sektens hemmelige ritualer, der forvaltes af druzernes religiøse og verdslige leder, overhovedet for den førende familie, den magtfulde Jomblat-klan.[1]
Druzernes guldkalvfigur tages frem fra en sølvboks en gang om året til et særligt kultceremoniel, skriver den amerikanske antropolog William B. Seebrook i sin rapport The Golden Calf of the Druzes.[2] Figuren er udført som en lille 'statue' af en gylden okse, og den er mindre end en lille kat − dvs. næsten samme størrelse som de nævnte guldkalvfigurer, der er fundet nær Ashqelon og ved Dan i Libanon, og som nævnt er det især steder, som var beboet af Dan-stammen, der fortsat havde guldkalv-kult.
Okse- eller tyrekulter var ikke altid specielt frugtbarhedskultiske − hvilket forskerne ellers tidligt foreslog − og de var heller ikke udtryk for "materialisme". Det begreb er langt senere i historien tillagt misvisende symbolik som "dansen om guldkalven". En dum kliche. Hverken i selve beretningen eller i resten af Bibelen antydes det mindste i den retning!
Men forholdet er stik modsat, idet israelitterne frivilligt afgav de guldsager og smykker, som de havde erobret eller stjålet i Egypten, til at støbe guldkalven af. Senere i Bibelen symboliserer guldkalven "frafald" fra den rigtige lære.
_________________________________
[1] Ifølge Philip K. Hittis informative afhandling The Origins of the Druze People and Their Religion (i Columbia University Oriental Studies, vol. 28, New York 1928).
[2] I ‘Asia’ (New York, March 1926, pp. 220-227 og 250-253).
_________________________________
|