“Jeg er”
Et menneske udtaler ordene: “Jeg er”. Det er den mest enkle erklæring om menneskets egen eksistens – den kortest tænkelige sætning et menneske kan bruge om sig selv. I samme sekund ordet “jeg” udtales, vil ordet “er” befinde sig i fremtiden, og i samme sekund der siges “er”, vil ordet “jeg” befinde sig i fortiden. Og dog … fra det øjeblik, som netop er passeret, og fra det øjeblik, som ligger lige foran, er man adskilt af et svælg så absolut uoverstigeligt, som den tid, der adskiller mennesket fra de atlantiske tider – og fra de årtusinder, der vil komme.
Osiris
Osiris i den egyptiske dødebog
I den egyptiske “dødebog” siger dødens og genopstandelsens gud Osiris: “Jeg er i går”, og tilkendegiver dermed, at for ham er fortiden eller livets oprindelse ikke forsvundet. For ham eksisterer den stadig, for i modsætning til mennesket er han befriet for tidens begrænsninger.
Uanset hvor langt man går tilbage i tiden, vil Osiris altid være “i går”. Selv når man går helt tilbage til tidernes begyndelse, vil han stadig være “i går”. Han er ikke alene et symbol på Universets cykliske natur, der kommer til udtryk som fødsel, liv, død og genfødsel i det manifesterede univers. Han er også drivkraften, der kommer før bevægelsen – før tiden og rummet.
Tidens forandringer
Men selvom tiden selv er ubegribelig, så skaber den dog en virkning, som både er håndgribelig og universel, for ingen kan undgå at erkende de forandringer, som den usynlige tid skaber i den synlige verden – ikke mindst gennem de mest virkningsfulde former for forandringer, nemlig vækst og bevægelse. Selve tiden kan ikke måles, men når en skikkelse i en given periode tiltager i størrelse eller ændrer sin position, kan denne forandring måles og omsættes til tid. På denne måde kan retningen på en skygge markere tiden, der går. Gentagelsen af bestemte velkendte lugte og lyde forkynder årstidernes ankomst og afgang. Den gradvise forandring af mennesket selv og dets venner fortæller om årenes gang.
Man kan udelukkende måle tiden
ved hjælp af forandringer.
|