Fordi handlingen sker i det øjeblik Solen går ned under horisonten, og det bekendte "egyptiske mørke" indtræder, vil arbejdets fortsættelse ikke kunne ske uden kunstigt lys. Det må derfor forudsættes, at der på hver af de tre pæle blev tændt lys, som skulle symbolisere det guddommelige lys, der skal oplyse alle menneskers arbejder. En sådan opfattelse må siges at være i høj grad bestyrket af den omtalte pæleslagningsceremoni i den katolske kirke og henvisningen til de gamle aguriske handlinger i forbindelse med de ældre tempel- og byanlæg. Som nævnt er det foreskrevet i Pontificale Romanum, at der skal anbringes og tændes lys på pælene, og da ceremonien her udføres om dagen, hvor kunstigt lys er overflødigt, kan det ikke forklares på anden måde, end at det hele hviler på en ældgammel tradition, og det er nærliggende at henføre den til Egypten, som det antikke Rom stod i en meget intim forbindelse med.

Det er også værd at lægge mærke til, at der på alteret i de fleste frimureriske St. Johannesloger, som bl.a. har sine traditioner fra middelalderens byggehytter og derigennem fra antikkens og oldtidens tempelbyggeri, den dag i dag er stillet tre lys i ret vinkel. Desuden er der i logesalen stillet tre kandelabre med lys − også i ret vinkel − og anbragt sådan, at de danner et spejlbillede af lysene på alteret. I logerne har de tre lys samme betydning som foran beskrevet, og denne tradition peger derfor med overvejende sandsynlighed tilbage på Egypten som traditionens kilde.

Etter at orienteringen ved hjælp af tolvkantkonstruktionen og de tre pæle er foretaget, fortsættes konstruktionen i form af den omtalte kvadratiske cirkelprogression, indtil fire progressionscirkler er skabt. Hvis man forestiller sig den nordlige himmelhalvkugle projiceret ned på tempelpladsen, sådan at nordpolen ligger i centret a, får man som allerede nævnt det mystiske forhold, at når punktet X i Masxet indtegnes i progressionscirkel I, falder punktet Y i Sahu nøjagtig i cirkel IV.

Denne idealkonstruktion kan nu betragtes som det symbolske udtryk for templets analogi med guddommens kosmiske bolig og danner udgangspunktet for de videre konstruktioner. Konstruktionerne blev varieret i hvert enkelt tilfælde for at fungere som grundlag for de endelige byggeplaner. Det ligger imidlertid uden for rammen af denne artikel at gå nærmere ind på de detaljerede tempelplaner. For de tre templer, som her har interesse – Hathor-templet i Dendara, Horus-templet i Edfu og Khonsu-templet i Karnak – henvises til planche II, hvor templernes grundplaner er vist som fig. 1, 2 og 3 efter Odilo Wolffs Tempelmasse.

Karnak-relieffet er konstrueret over den samme tolvkantkonstruktion, som er udgangspunktet for de sædvanlige tempelplaner, og det er konstateret, at tolvkantkonstruktionen er fortsat som en cirkelprogression ved hjælp af kvadratet og tolvkantens triangler. Uvilkårligt rejses spørgsmålet om, hvad meningen med denne progression kan have været. Har den bare haft betydning som et – rigtig nok ganske usædvanligt – grundlag for relieffets idé, eller har den, som dens mærkelige forhold til de to stjernebilleder tilsyneladende antyder, haft en hidtil ukendt dybere betydning?

Konstruktionen kan forklares ved, at den åbenbart har været en hemmelig fremstilling af de egyptiske præsters lære om de fire verdener og de to stjernebilleders betydning og forhold til disse fire verdener.