Ceremoniel magi
Den syvende stråles metode til undervisning om sandhed foregår via magi − hvid magi. Dette er en af årsagerne til, hvorfor den begyndende Vandbærer-tidsalder til tider kaldes den "magiske tidsalder". I denne forbindelse har Tibetaneren sagt, at han er begrænset og hæmmet af sproget, fordi emnet omhandler noget, der er nyt og derfor ikke fuldt ud kan blive forstået.
Når en stråle som 7. stråle for ceremoniel orden kommer i manifestation, sker der tre ting:
- Den forandrer civilisationens karakter og menneskehedens kultur.
- Den forandrer de øvrige naturriger, og dermed skabes der en ny egenskab i sjælens manifestation i hvert naturrige. Det medfører forandringer i formaspektet.
- Andre typer af sjæle, vil inkarnere, og derfor vil man se et stigende antal 7. stråle sjæle i manifestation.
Der er stadig et stort antal 6. stråle sjæle i inkarnation, og der vil gå ca. 100 år, før der ikke inkarnerer flere. De 6. stråle disciple, der i øjeblikket er i inkarnation, har svært ved at forstå og håndtere de indstrømmende 7. stråle energier. Når de forsøger at bruge dem, har 7. stråle energierne tendens til at komme til udtryk på astralplanet. Resultatet er astral magi og et større blændværk. Det frister nogen til at påstå, at de underviser i magi og i at bruge kraftfulde mantraer − og at de er de eneste, der har kendskab til mestrenes hemmeligheder, der endnu ikke er offentliggjort. Den tibetanske mester Djwhal Khul siger, at det hele er en form for astralt blændværk, og at underviserne har kontakt til noget på astralplanet, der senere vil manifestere sig fysisk, når tiden er inde.
|