Ét livsvæsen, én verden,

én menneskehed

Det åndelige liv er beskrevet, og den endelige vision er ikke ændret: Det vil sige, ét livsvæsen, én verden, én menneskehed, der tilsammen fortsætter ad en stejl lærerig kurve mod resultaterne af denne vision. Verden befinder sig i en overgangsperiode, hvor kraftfulde energier strømmer til planeten og skaber katastrofer og støj fra separatistiske levemåder, men også lyden af glæde kan høres, når viljen til at dele og til engagement trænger frem til menneskehedens tænkning. Enhver, der vil, kan lette denne proces ved at stilne den lavere natur og gå sammen i meditationsgrupper for at fremme det, som Tibetaneren kalder “følelsen af universalitet, som ikke kun er en frase, men en særlig kraft på det fysiske plan”.

Som gruppe kan man blive inspireret af denne energi og give impulser til den mentale atmosfære med en vision om en tid, hvor “den indre Kristus, håbets glans” bliver en realitet i menneskeriget. Menneskehedens æteriske legeme vil på den måde blive integreret til én åndelig organisme med et gen­nemtrængende Kristus-princip. Som et skridt mod denne strålende frem­tid, hvor de guddommelige kræfter vil cirkulere gennem planetens liv og implementere Logos’ vilje, kan man lære at praktisere stilhed som en tek­nik til vækst og have følgende ord fra Stilhedens Stemme i tankerne:

"Før sjælen kan se, må den indre

harmoni være opnået,

og de fysiske øjne ikke længere

se illusioner.

Før sjælen kan høre, må mennesket

være nået dertil, at det ikke længere

hører råb og hvisken, elefanters skrig

og den gyldne ildflues summen.

Før sjælen kan forstå og huske,

må den være forenet med den tavse taler,

lige som formen, hvori leret formes,

først er forenet med pottemagerens tanker.

Derefter vil sjælen høre og huske,

og da vil stilhedens stemme tale

til det indre øre.”