Hver af de syv stråler har sit eget kraftord, der, når det siges rigtigt og med den åndelige vilje, har en tredobbelt virkning. Det kan kaldes Stråleherrens hellige ord – Stråleherren, der i lige så høj grad er et åndeligt væsen som Sanat Kumara. Alle stråler har et viljesaspekt. I nutiden lærer disciple lydens natur og betydning at kende. Det er ikke tilstrækkeligt pligtskyldigt at sige det hellige ord. Man må fornemme betydningen af ordet, når det benyttes. Og man kan bruge det åndelige viljesaspekt, uanset hvilken stråle man er på.

Åndelighedens natur er kærlighed. Guddommelighedens natur er vilje. Begge kvaliteter bruger den korrekte udtalelse af det hellige ord. Alle kan gøre det ved at begynde med ønsket om at gøre det og senere føje viden til ønsket ved hjælp af studier.

Evolutionsprocessen fremskyndes ved rensning og forædling af de tre legemer. Når OM intoneres med denne hensigt, vil OM-lyden løsne det grovere stof i de tre legemer, og derefter kan det afkastes. Når OM bruges med intens åndelig aspiration tiltrækker lyden partikler af renere stof til erstatning for det afkastede stof.

Den intelligente discipel forsøger ikke at fornægte stoffet eller flygte fra det i bevidstheden, for stoffet er lige så guddommeligt som sjælen. Stoffet beherskes og kontrolleres og de negative virkninger, som menneskeheden har skabt ved at bruge det, neutraliseres. Hvis Sollogos holdt op med at udtale ordet AUM ville der ikke være noget stof, mennesket kunne manifestere sig i, og det store eksperiment ville slå fejl. Menneskeheden er i gang med at befri sig for bindingen til stoffet − ikke at ødelægge det. Menneskene har gjort sig til slaver og må selv frigøre sig. Og det er det, der sker, for mennesker er ikke hjælpeløse robotter, men gnister af det guddommelige livs ild. Hermed menes der Sollogos' liv, der er betinget af den planetariske Logos − Sanat Kumara − i hvem vi lever og røres og er. Udviklingen af videnskaben om invokation, og herunder den korrekte brug af det hellige ord, vil være en af de vigtigste opgaver i Vandbærerens nye tidsalder.

Menneskets erobring af stofnaturen skrider hastigt frem. Erobringen af menneskenaturen må gå lige så hurtigt – ellers forlænges den verdensomspændende elendighed. Derfor er det nødvendigt, at mennesket har kontrol over sig selv, og i praksis betyder det, at sjælens planer og hensigter har større virkning i tilværelsen end selv de stærkeste begær og mest desperate fysiske behov. Det demonstrerer mennesket ved fjerde indvielse.