Himlens tærskeplads

Tærskeslæden på himlens tærskeplads

Mange steder i oldtiden var en tærskeplads et yndet symbol for den store udbredte himmelflade. Den ofte runde, brolagte tærskeplads var forsynet med en pæl i midten at binde trækdyrene til, når de tærskede kornet ved deres traven rundt og rundt om pælen eller trak en tærskeslæde rundt i samme cirkelbevægelse hen over kornet. Endnu i slutningen af 1900-tallet ses sådanne tærskeslæder stadig i brug mange steder, endog i et stærkt moderniseret land som Spanien, Jordens niendestørste industrination.

’Tærskepladsen’ hedder på hebraisk gan ligesom gan Eden, ’Paradisets have’, begge et helligt sted, nemlig himmelhvælvingen af form som et ’rundt skjold’, magén, hvoraf gan er en afledning. I senere græsk regi om­taler Homer, at Achilleus’ skjold var forsynet med velkendte stjernebille­der, og i græske myter kan himmelhvælvingen billedligt også ses omtalt som et skildpaddeskjold.

De gamle tærskepladser var i reglen højtliggende, ”tæt ved himlen”, og ligesom andre helligsteder på hebraisk netop altid er benævnt som ”høje steder”.

Et særligt ceremoniel for Josefs begravelse blev udført på en tærskeplads; Gibeon tog hellige varsler på en tærskeplads; og der profeteredes for Judæas og Israels konger på deres troner på en tærskeplads ved Samarias byport. − I alt dette skimtes en del af baggrunden for, at tærskepladser ofte var et helligt sted; f.eks. angiver Bibelen også, at selv Jerusalems tempel for Jahweh-religionen blev anlagt på en tærskeplads, hvor David havde opsat et alter, og stedet var i forvejen helligt under den lokale jebusitiske religion.

Pælen midt på gan – altså midt på himlen som midt på en tærskeplads − brugtes som symbol for Verdens-aksen, mens tærskeslæden med sit tøjr symboliserede stjernebilledet Store Bjørn/Karlsvognen, der er tøjret til Verdens-aksen og hvert døgn på himlen ses cirkle rundt om den.

Dette kasserolleformede stjernebillede sammenlignedes også med den rummelige skovl, der på tærskepladsen brugtes til at kaste kornets kerner op i luften med, så at avnerne kunne blæse væk. Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet omtaler (ifølge ordret oversættelse), at Jesus havde: ”... sin kornkasteskovl i hånden for at rense sin tærskeplads ...”. Ifølge Gio­vanni Schiaparelli, astronom og hebraiskkyndig, kaldte jøderne for 2.000 år siden stjernebilledet Store Bjørn/Karlsvognen netop også for ”Kornka­s­teskovlen”.

Profeten Jeremias omtaler, at (de noksom bekendte) ”Babylons døtre er som en tærskeplads”. Det genspejles senere hos Dante, der, via inspiration i Johannes’ Åbenbaring, fortæller om ”Babylons skøge” i vognen: Karlsvog­nen, der kører rundt på himlen. (Jf. særligt tillæg i Ove von Spaeths ”De Fortrængte Optegnelser”, Moses-seriens bind 1 (reprint 2004).

Bibelen beretter i detaljer i afsnittet ”Ruths Bog”, hvordan Ruth og Boaz udførte et undfangelsesritual på Boaz’ tærskeplads om natten − dvs. under åben himmel, direkte under stjernerne − og dette par blev herved stam­forældre til Davids kongeslægt.

Hos kineserne udførtes kultisk-rituelle danse koreograferet
ud fra aftegninger af vigtige stjernebilleder, ikke mindst Store Bjørn.
I et bestemt forløb skulle danserens trin placeres nøjagtigt
på stjernernes positioner. Store Bjørns aftegning er nederst i kredsen.
(Starmap, Dunhuangchart, Chinese, 7th century AD, scroll 2.10 metres).

Ældgamle traditioner for stjernehimlen

Den dag i dag findes der i det moderne Israel − hos jøder, der stammer fra den oprindelige del af befolkningen, der aldrig udvandrede − overleveret en skik, der stadig praktiseres. Ved deres bryllup sætter brud og brudgom sig op på en tærskeslæde, hvor de udklædt som konge og dronning også lader sig trække rundt og rundt på tærskepladsen. Det således forplant­ningspa­rate ”kongelige” par er da symbolsk placeret i Karlsvognen til at køre med rundt i dens evigt cykliske rundtur på himlen.

I alt dette ses, at hvad guderne i myterne opfattedes at foretage sig, blev efterlignet af kongerne i deres ritualer, der så til en vis grad efterlignedes af fornemme personer − og igen til sidst blev efterlignet af folket i mange for­hold, lige fra fødsel, bryllup, begravelse, og til bolig og spisning.

I følgeskab med denne udvikling skete der en forskydning, hvor nogle ritualer, der fra starten var religiøs praksis, efterhånden bliver en del af dagligdagen, mens det religiøse præg samtidig træder i baggrunden og da kan forsvinde helt. I dag, op til flere tusinde år efter disse begivenheder, findes utallige reminiscenser af gamle ritualer stadig i vor dagligdag, uden at vi bemærker det som noget særligt − men de er dybt rodfæstet under nutidskulturen.

I Indien taler oldtidens religiøse Veda-skrifter om Store Børn/Karlsvog­nens syv stjerner også som ”de syv rishier”, dvs. de syv hellige eller vise mænd, der i den tilhørende særlige mytologi anses for at have deres mod­part i ”de syv søstre”, Plejaderne. Også dette træk er af meget høj alder. Navnet er egentlig sanskrit, nemlig Riksha, i to forskellige gram­matiske køn med betydningen hhv. ’en bjørn’ og ’en stjerne’, ’strålende’, skin­nende’. Det kendtes her endda som ”de syv bjørne” eller ”de syv sønner af Brahma”, idet det er tidligt fusioneret med sanskritordet Rishi, ’vismand’ − deraf stjernebilledets anden betegnelse, ”de syv vise mænd”, et koncept der også kendtes i græsk udgave.

Endnu andre navne findes for dette fremtrædende stjernebillede, bl.a. er navnet Ploven udbredt, skønt et andet stjernebillede, Triangulum, nær Væd­deren, også har dette navn.

I Indien taler oldtidens religiøse Veda-skrifter om
Store Bjørn/Karlsvognens syv stjerner,
som her kaldes ”de syv rishier” (vismænd eller hellige mænd).