Timen før fødslen

En sidste observation af det svangerskabsforløb, som det meste materiale til disse beskrivelser er hentet fra, blev foretaget halvanden time før fødslen. På det tidspunkt viste det sig, at den højere og lavere mentale deva havde trukket sig tilbage fra forbindelsen med sjælen og dens nye legemer. Deres arbejde var færdigt, og deres tilstedeværelse var ikke længere nødvendig. Den astrale deva var også forsvundet, men tankeformen af Verdensmoderen var der stadig. Den var ikke længere levendegjort af den opbyggende astrale devas bevidsthed, men af Verdensmoderens egen bevidsthed. Hun var nu adskilt fra både mor og barn og stod på venstre side nær hovedgærdet på sengen og bøjede sig ind over moderen med en øm og beskyttende udstråling.

Verdensmoderens nærværelse havde den forebyggende virkning, at moderens mentale og astrale legeme ikke kom til at vibrere som respons på smerterne, udover den vibrationshastighed, som den personlige bevidsthed i det fysiske legeme kunne holde til. Smerterne kunne ikke reduceres ud over et vist punkt, men deres virkning på de finere legemer blev nedsat til et minimum. Ved Jomfrumoderens nærværelse blev moderens personlige bevidsthed fastholdt i en ligevægtig og rolig tilstand til trods for den akutte fysiske lidelse. Mor og barn var omsluttet i en atmosfære af åndelig energi og stråleglans, som udstrålede fra Verdensmoderens nærværelse, og denne tilstand fortsatte indtil forløsningen var fuldført.

På de indre planer var hele værelset gennemtrængt af en hellig og fredfyldt atmosfære. Verdensmoderens tjenende devaer var til stede, og både mor og barn blev overstrålet af hendes kærlighed og velsignelse. Da fødselstidspunktet nærmede sig, begyndte hendes form at stråle med forøget glans og at vokse i størrelse, alt efter som mere af hendes bevidsthed manifesterede sig i den og en større andel af hendes liv, lys og velsignelse sænkede sig over moder og barn.

Da fødslen var overstået, trak hun sig tilbage. Skikkelsen opløstes langsomt − det var en proces, der strakte sig over otte til ti timer.

Efter at devaerne havde trukket sig tilbage, og fødselsprocessen var begyndt, kunne sjælens kontakt med det fysiske legeme kun anes ganske svagt, og efter fødslen var den praktisk talt forsvundet. Man må derfor antage, at den kendsgerning, at barnets højere legemer var indesluttet i moderens aura og beskyttet af devaerne, gjorde det muligt for sjælen at opnå en tættere kontakt med sit nye fysiske legeme, end efter fødslen.

Denne ændring blev opfattet helt tydeligt af sjælen, som oplevede det som et tab og erkendte sin manglende evne til bevidst at fungere i eller påvirke sit nye legeme. Forbindelsen var stadig synlig umiddelbart inden fødslen, og strålen kunne følges, når den passerede gennem den foran liggende fontanelle. Denne stråle bestod nu mere af overfysisk, magnetisk og pranisk energi end af sjælsbevidsthed, som på dette tidspunkt ikke nåede længere ned end til det astrale niveau. Det fysiske og æteriske legeme var på dette trin ude af stand til at formidle kraften fra sjælens bevidsthed. Efter fødslen må sjælen selv lære at opnå det, som tilstedeværelsen af devaerne og optagelsen i moderens aura havde gjort muligt under fostertilstanden.

Denne sidste observation afslutter undersøgelserne af dette vigtige emne – dog med erkendelse af nødvendigheden af yderligere forskning, før principperne, som denne beskrivelse er baseret på, kan blive anerkendt og forstået. Dette studie er derfor begrænset og ufuldstændigt. Det udgives i denne form i håbet om, at andre studerende vil tage emnet op til yderligere forskning og undersøgelse, og at det senere må blive muligt at observere andre tilfælde af denne vigtige periode i livet.