Ordet "påske" har relation til sanskritordet "usra", der betyder "gry" eller "begyndelse". Men "usra" betyder også "stråle". Sidstnævnte er interessant, for man skal netop opfatte påsken i betydningen "stråleenergi". Det viser, at jo længere tilbage i tiden man går for at opspore et ords oprindelse, jo nærmere kommer man ofte ordets oprindelige betydning.

Når man tænker på ordet påske som energi, er det nemmere at forestille sig en stråle, der bryder frem i øst ligesom en solopgang. Beskrivelsen er naturligvis symbolsk, men den kan hjælpe til at forstå begrebet påske som en tid, hvor en speciel stråleenergi bryder frem og påvirker menneskeheden. I den kristne terminologi skal det forstås som den opstandne Kristus-energi. For det meste glemmer de kristne, at det drejer sig om Kristus-energi, for præsterne har valgt at fokusere på korsfæstelsen som påskens absolut vigtigste begivenhed. Korsfæstelsen var en begivenhed, der fik stor betydning, og som samtidig repræsenterer et dybt mysterium, men mysterieaspektet i Kristi opgave hører man sjældent noget om i fejringen af påskehøjtiden.

Der er grund til at tænke lidt dybere over, hvad der menes med den opstandne Kristus-energi − den energi, der blev kanaliseret til menneskeheden, og som gav påsken en særlig betydning. Påsken overgik reelt enhver tidligere højtid, der blev afholdt på den tid af året. Energien udtrykker Guds kærlighed, og i påskedagene forstærkes selve naturen af Guds kærlighed. Derfor skal man tænke på kærlighedsenergien som en helt speciel kraft, der er til stede i påsken. Men samtidig skal man huske, at energien vibrerer hele året rundt. Og på trods af at påsken betragtes som en speciel kristen højtid, så både erkender og betoner alle andre religioner også begrebet kærlighed og giver den markant plads i fortolkningen af det guddommelige.