Herefter drejer det sig om “seksualitet i disciplens liv”. Der er stor forvirring i aspiranternes tanker om dette spørgsmål, og krav om cølibat er ved at blive en slags religiøs doktrin. Velmenende men uvidende mennesker har ofte fortalt, at hvis et menneske er discipel, kan det ikke indgå ægteskab, og åndeligt set er man ikke oprigtig i sin stræben, hvis man ikke lever i cølibat. Denne fejlagtige teori er opstået af to forhold:

For det første har der altid i Østen været en fejlagtig holdning til kvinder. For det andet har der i Vesten − lige fra Kristi tid − været en tendens til at tro, at et åndeligt liv skal leves som munke eller nonner. Disse to holdninger rummer to fejlagtige opfattelser, som har været roden til mange misforståelser og stor lidelse. Manden er ikke bedre end kvinden, kvinden er heller ikke bedre end manden. Alligevel betragter tusindvis kvinden som en legemliggørelse af det onde − som et menneske, der er årsag til fristelse. Men Gud har fra begyndelsen bestemt, at mænd og kvinder skal opfylde hinandens behov og komplettere hinanden. Gud har ikke bestemt, at mænd skulle leve i en samlet flok, der er isoleret fra kvinder, eller kvinder i grupper, der er isoleret fra mænd. Begge disse systemer har ført til omfattende seksuel misbrug og mange lidelser.

Troen på, at forudsætningen for at være discipel kræver et liv i cølibat i fuldstændig afholdenhed fra alle naturlige funktioner, er hverken rigtig eller fornuftig. Det kan bekræftes ved at erkende to ting:

For det første − hvis guddommelighed er en realitet og et udtryk for almagt og allestedsnærværelse såvel som for alvidenhed, og hvis mennesket dybest set er guddommeligt, så findes der ingen tilstande, hvor guddommelighed ikke er det højeste. Der findes intet område for menneskelig aktivitet, hvor mennesket ikke kan handle guddommeligt, og hvor alle funktioner ikke kan illumineres af lyset fra fornuft og guddommelig intelligens. Her tænkes der ikke på det besnærende og afvigende argument, at det, der sædvanligvis af de fleste mennesker betragtes som forkert, må være rigtigt på grund af menneskets iboende guddommelighed. Det kan kun være en dårlig undskyldning for en fejlagtig indstilling. Her er der tale om intelligente seksuelle relationer af den rigtige slags, der er tilladt af både den åndelige lov og af landets lov.

For det andet − et liv, der normalt ikke er fuldkomment, før alle den iboende naturs funktioner er anvendt − animale, menneskelige og guddommelige − (og mennesket har alle tre i ét legeme), bliver frustreret, hæmmet og unormalt. I nutiden er det ikke alle, der kan gifte sig − det er sandt − men denne kendsgerning ophæver ikke den større kendsgerning, at Gud har skabt mennesket til at indgå ægteskab. At alle ikke befinder sig i en position, hvor de i dag kan leve et normalt og fuldkomment liv, er også et resultat af de nuværende unormale økonomiske forhold. Men det ophæver på ingen måde den kendsgerning, at tilstanden er unormal. At påtvunget cølibat er tegn på dyb åndelighed og er en nødvendig del af al esoterisk og åndelig uddannelse, er også forkert og unormalt. Der findes ikke et bedre uddannelsessted for en discipel og en indviet end familielivet med de mange pligtmæssige relationer, med mulighed for erkendelser og tilpasning, med krav om personligt offer og tjenestearbejde og med muligheder for, at alle dele af menneskets natur kan komme til udtryk.