I studiet af Atatürks liv kan man se enorme kontraster. Han var personligt en hård og ubarmhjertig mand, han drak tæt, han var arrogant og egenrådig − ja i virkeligheden diktatorisk. Alligevel troede han helt grundlæggende på de demokratiske idealer. Hans ufølsomme holdning i personlige relationer skal man sammenholde med hans dybe kærlighed til Tyrkiet og hans gode forståelse af folkets psykologi. Atatürk var en blanding af øst og vest − østerlænding i sine autoritære principper, men vesterlænding i sit fremtidssyn. Bredden af hans opfattelse af Tyrkiets behov inkluderede en forståelse af nationernes indbyrdes afhængighed af hinanden i det tyvende århundrede.

“Vi skal opfatte hele menneskeheden

som ét samlet legeme, hvor hver nation

er en del af dette legeme” …

“Vi må ikke sige: Hvis der er sygdom i

en bestemt del af verden,

hvad vedkommer det mig?” …

“Når der er sygdom, må vi være lige så engagerede,

som hvis det sker lige i vores midte”.[1]

Lord Kinrose, forfatter til Atatürks biograf, er nok den, der bedst kan sammenfatte rækkevidden af Atatürks indflydelse på det moderne Tyrkiet:

“Kemal Atatürk skabte et nyt Tyrkiet …

I bare en halv generation har Atatürk forsøgt

at opbygge et nyt tyrkisk samfund …

Det, Atatürk efterlod til tyrkerne,

var stærke fundamenter og et klart mål

for vækst i fremtiden.

Han etablerede ikke alene formålstjenlige institutioner,

men et nationalt ideal, rodfæstet i patriotisme,

stimuleret af en ny selvrespekt …

Han styrkede tyrkernes tro på

værdierne i Vestens demokrati,

som de lærte at respektere oprigtigt,

og de indså, at forskellene kun var

metoderne til at opnå det.

Alt det, han gav dem, lever videre

som en levende kraft i tyrkerne i dag”.[2]

“… Atatürk, den tyrkiske diktator,  brugte 1. stråles energi

positivt med relativt ubetydelige begrænsninger

i personlighedens frihed. Kun vidnesbyrd

i fremtidens historiske fremstillinger

vil fuldt ud afdække, hvor víst, intelligent og uselvisk

han benyttede 1. stråles kraft til at nå målene.

Det vil være på sin plads her at pege på,

at eksponenter for 1. stråles kraft

som regel bliver misforstået og hadet.

De kan godt misbruge den tilgængelige energi,

og det gør de ofte, men de bruger den også konstruktivt

med de begrænsninger, der ønskes i forhold til

den nødvendige plan og målsætning.”

Alice A. Bailey: Nationernes Skæbne, s. 22

_________________________________

[1] Lord Kinross, Atatürk, p. 527

[2] Lord Kinross, Atatürk, p. 569-570

_________________________________

Oversat fra The Beacon med tilladelse fra Lucis Trust
Udgiver: Lucis Press: www.lucistrust.org
Direkte link til The Beacon magazine:
http://www.lucistrust.org/en/books/the_beacon_magazine

_________________________________