I nogle af de bedste esoteriske fremstillinger, og specielt i Tibetanerens fem bind om En afhandling om de syv stråler, er denne forskel formuleret tydeligt, for mesteren oplyser, at både nationer og enkeltpersoner har en personlighedsstråle og en sjælsstråle. Det afslører den rigtige relation, som skal etableres mellem den enkelte og gruppeenheden. Det kan formuleres som en syntese på følgende måde:

Ethvert menneske skal frigøre sig mere og mere fra de kollektive påvirkninger og ubevidst medvirken, der er instinktiv og astral, og i stedet deltage bevidst i gruppens højere liv og identificere sig med gruppens sjæl og hensigt.

Reglen er nem at forstå, men den er ikke nem at efterleve. Alle har tendens til at blive styret af kollektive reaktioner, at blive mistænksomme og bange for at miste livsvigtig kontakt, socialt samspil og for at blande sig. Mange aspiranter og disciple udvikler et alvorligt "uafhængighedskompleks" og vildledes derfor af "blændværket om frihed", og det begrænser deres egnethed og forsinker deres åndelige fremskridt. De er i virkeligheden indespærret i deres frihed, og de kan lære at finde indre frihed ved at meditere på de to leveregler fra bogen Hierarchy:

"Samarbejde er kronen på individualitet."

"Den, der er bange for at miste sin individualitet,

ejer den ikke."

Nogle befinder sig i en paradoksal tilstand, for de er faret vild i begge retninger. De er overvældet af kollektive astrale følelser, og samtidig er de mentalt individualistiske, og skiller sig derfor ud fra gruppen. Den lavere personligheds fælder en utallige. At opnå den rigtige relation og tilpasning mellem det enkelte gruppemedlem og gruppen er meget vanskeligt, men de mennesker, som det er lykkedes at komme ind i en gruppe, erkender, at der intet er at tabe, for man får større styrke og intensivitet.