Regnfloder

Der løber også periodiske mindre regnfloder fra klipperne, så når Moses, ifølge "5. Mosebog" (9,21), kastede guldstøv fra Guldkalven i:

"… bækken, der løb ned af bjerget …"

− passer det yderligere med denne specifikke lokalitet og selve årstiden. Moses og israelitterne udvandrede om foråret − ved påsketid som bekendt. Ovennævnte dekan Stanley siger:

"… Dette vil være perfekt muligt i Wadi er-Raheh, hvori Wadi Lejas bæk udgydes, som netop er stærkt nedadforløbende, men altså fra St. Catharina-bjerget − dog stadig i tilstrækkelig tæt forbindelse med Djebel Musa til at retfærdiggøre udtrykket ’løbe ned, ud af klippen’ …".

Der er tale om hele klippemassivet, hvor Moses-bjerget vender ud til den store slette, mens bjergets forlængelse fører ind i den smallere kløft − med det senere kloster ved sin fod.

Det var netop af største vigtighed, at Moses som ansvarlig strateg valgte et sted, hvor der til et længerevarende ophold både kunne findes vand og mulighed for føde, især til kvæget. Selve dalsletten udstrakt fra Sinai-bjerget omfatter 1,6 kvadratkilometer − foruden anvendelige arealer i tilstødende dale − og der findes kilder i dalene.

Hvor lægfolk fokuserer på strategi og taktik, vil militære analyseeksperter især vurdere en ofte mindre iøjnefaldende logistik: Forsynings- og vedligeholdelsestjeneste (kommunikation og transportlinjers oprettelse og funktionsstyring). Dette var under oldtidens forhold og teknik en faktor, som afgørende influerede på strategien, idet en hær under bevægelse selv måtte opsøge sin føde − som senere udtrykt af Cato:

"Krigen ernærer sig ved sig selv".

At israelitterfolket i Mellemøstens øde egne kunne overleve i op til 40 år var også en bedrift, der i så fald kan vise noget om, hvor godt Moses har behersket disse vigtige sider af strategiens kunst.