6.000 eller 600.000?

Det hebraiske udtryk, der her anvendes i Bibelen for "1.000" som eksakt tal, er elef i ental og alafim i flertal (1.000’er). Men elef kan også betyde ’slægt’, og ordets rod alaf betyder ’at forbinde’, egentlig ’forbund’ − i Exodus altså 600 grupper/enheder og derfor i alt ca. 6.000 mand.

Af samme rod udtrykkes samme idé i det beslægtede sprog assyrisk med udtrykket li’mu eller limu, som både betyder ’tusind’ og ’folk’). På hebraisk anvendes også rebabot for: ’tusinde som ubestemt antal’ f.eks. ’stor gruppe’ − roden er rbb, der betyder ’at være mange’. Den semiologiske[1] ekspert G.E. Mendelhall har påpeget, at israelitternes antal henviser til militære lister, hvor ’tusinde’ blot står for en mindre militær enhed. Jf. også nordegyptiske fæstningsbyer, hvor Moses først forskansede sig, var bygget til 6.000 mand.

Derfor har de israelitiske mænds antal af cirka 600.000 reelt betydet 600 "storgrupper", enten "kampgrupper" eller snarere ‘familieklaner’ endda forstået som "telte", dvs. omfattende våbenføre mænd og deres husstande − men det er senere blevet opfattet bogstaveligt som eksakte tal. Dog var den oprindelige betydning stadig klar i tiderne kort efter Exodus − udvandringen fra Egypten – nemlig i Bibelens "Dommernes Bog" (6,15), "1. Samuel" (10,19) og "Mika" (5,2). Det fremgår, at i alt har der været nogle hundrede i hver stamme underopdelt i hver sit antal "telte" (husstande).

Større mobile hærgrupper kunne dengang være på 5-10.000 mand. Senere brugte romerne netop 5-6.000 mand i en pluton − en selvstyrende enhed. Enheder over 40.000 anses militærhistorisk for ekstremt. De kunne hverken være meget mobile, styres direkte eller brødfødes.

F.eks. vil enorme grupper opnå forringet logistik, dvs. transport- og kommunikationsforhold. Især kunne foder til trækdyr være et problem, for de kræver meget føde og store mængder vand − en okse kan eksempelvis bære vægten af sin egen føde til cirka en uge. I det gamle Egypten findes eksempler på kæmpemæssige entreprenørarbejder med arbejdergrupper plus forsyningsmandskab på i alt 10-, 15- eller 20.000 mand, men netop sjældent større antal end disse. Her kunne fourageringen måske løses med et anseeligt formidlingssystem, hvorimod en hær ofte først var nødt til at bevæge sig ud til områder med nye fødemuligheder.

Først med 30-årskrigen i Europa i 1600-tallet blev det almindeligt, at selvstændige hærgrupper kom op på en størrelse over 40.000 mand − f.eks. senere i 1700-tallet og videre frem til Napoleon. Han havde op til 600.000 mand på togt inde i Rusland − dog opdelt i selvstændige grupper på netop 5-6.000 mand og en del på op til 40.000. Ændringen skyldtes oplysningstidens bedre udbyggede vejnet og kartografi. Dertil især bedre muligheder for at opbevare (konservere) og transportere større mængder føde, bl.a. det nye fødemiddel kartoflen − (denne amerikanske plante − selvsagt først udbredt i Europa efter Columbus’ tid − blev et vigtigt, langtidsholdbart fødeemne til længere opbevaring og transport).

_________________________________

[1] Semiologi erlæren om tegn. Tidligere hyppigt anvendt betegnelse for semiotik.

_________________________________