Egyptens indvielser bestod af forskellige grader, og det samme gør frimurersystemet. Hver grad har sine særlige ceremonier, der har til formål at anskueliggøre bestemte læresætninger og etiske ledetråde. I det 18. århundrede var interessen for frimurerordenen meget udbredt, og der blev oprettet adskillige grader. De blev grupperet i forskellige såkaldte riter – som alle omfattede bestemte grader, og som var underordnet en styrende autoritet. Den skotske ritus fik 33 grader, Memphis-ritus fik 97 grader (senere reduceret til 33), Swedenborgs ritus fik 6 grader – etc. Som studieemne er disse riter interessante, men kun få af dem anvendes i nutiden, og blandt disse få arbejdes der sjældent i alle gradernes serier.

Overordnet kan hele frimurersystemet sammenfattes i de tre grader, som kaldes: Antagne lærlinge, murersvende og mestermurere. De udgør, hvad der også kaldes enten laugs-, blåt eller symbolsk frimureri. Den engelske storloges konstitution indledes med følgende erklæring:

"… gammelt frimureri består af tre grader og ikke flere,

nemlig antagne lærlinge, murersvende og mestermurere,

som indbefatter den højeste orden

af den hellige, kongelige bue."

Sidstnævnte kongelige buegrad er en fortsættelse og fuldendelse af mester-murergraden. Den var − og er − en væsentlig del af det ritual, der praktiseres. Hvad der i nutiden kaldes markmurer, var en tilsvarende udvidelse og uddybning af svendegraden. Mens den kongelige bue opnåede en høj grad af popularitet i England, blev det markgraden, der vandt størst tilslutning i Skotland. Der er andre grader, som gør krav på at belyse og forklare laugsgraderne eller at fuldstændiggøre mestermurergraden, og derfor er det bedre at udelukke alle grader – med undtagelse af de tre – fra laugsfrimureriet, og kalde de andre for "sidegrader" eller "højere grader".

Det er Englands forenede storloge (The United Grand Lodge of England), der styrer og kontrollerer graderne i England. Der findes lignende storloger i Skotland og i Irland. I Indien findes der loger, som sorterer under disse tre storloger, og tilsvarende arrangementer findes i Sydafrika og i Australien. De har dog alle deres egen storloge.

Skotland har en storloge, der styrer laugsgraderne i landet, og logens ritual kaldes The Scottish Workings of Craft Freemasonry, men det er helt forskelligt fra den skotske ritus, som findes både i Skotland og i de fleste andre lande, som frimureriet har spredt sig til. Ifølge en teori skyldes navnet, at flere af de højere grader stammer fra Skotland, og med Jacobitter-bevægelsen er de senere overført til Frankrig.

I midten af det 18. århundrede arbejdede man i Frankrig med forskellige grader i de forskellige systemer, men hele serien blev sjældent anvendt. Det er efterhånden blevet almindeligt kun at arbejde i 18. og 30. grad – graderne fra 4 til 17 bliver kun tildelt formelt "ved meddelelse", som metoden kaldes. I Belgien har man arbejdet i 28. grad, som kaldes Solens ridder – en særdeles interessant grad set fra et filosofisk og symbolsk synspunkt.