Mysteriespillene med Horus i hovedrollen er mejslet ind i væggenes inderside i muren, der omgiver templets inderste sanktuarier. Selvom der ved en overfladisk betragtning ikke er noget symbolsk ved de detaljerede relieffer, afslører de en tradition, der er unik for Egypten, og som senere blev kopieret af grækerne og romerne. Offentlige mysteriespil var en enestående mulighed for den menige egypter, som ønskede viden om og indsigt i mysterietraditionen. Og det foregik på en måde, som Carl Jung kaldte "medvirkende mystik".

I denne proces kunne publikum fortolke dramaets hellige indhold. Under disse betingelser blev indvielse i åndelige mysterier mulig, for man sagde, at åndelige væsener overskyggede eller helt overtog skuespillernes fysiske legemer og kommunikerede med publikum via kraften fra ritualerne og dramatiseringen. Guderne eller en højere inspirationskilde var på denne måde reelt til stede i mysteriespillene.

Bøger om metafysik findes i overflod fra Gamle Rige og i tiden derefter, men essentielle dele af tempeltraditionen blev omdannet til dogmer i den græsk-romanske praksis. Teknikker, fortolkninger og drømmetydninger m.m. er hovedsageligt udvalgt fra gravene, men der er en tydelig kvalitetsforskel på disse skrifter i sammenligning med de oprindelige hellige skrifter, for nu var det intentionen, at teksterne skulle fortolkes mere bogstaveligt og betragtes som en slags "kogebog". Stilen afslører tidens tendens, som gik i retning af tiltagende materialisme, en holdning der er totalt irrelevant for egyptisk livssyn og moralkodeks.

Den egyptiske mentalitet, som inspirerede til at integrere den hellige videnskab, der fører til højere åndelige mål, begyndte at tone bort.

_________________________________

Kildehenvisninger:

H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære
Ove von Spaeth: Profeten som Ukendt Geni
R. Clark: The Sacred Tradition in Ancient Egypt

_________________________________