Da Horus først var inkarneret, blev han bebyrdet med konflikter. Han måtte konstant konfrontere Seth, som udfordrede ham og iscenesatte en serie af intriger for at forhindre den naturlige arvefølge i Egyptens kongehus. Denne kamp symboliserer det inkarnerede menneskes konstante kamp mellem identifikation med det mennesket er (sjælen), og det mennesket ikke er, (personligheden).

I et drama mistede Horus sit venstre øje (som dels symboliserede månekredsløbet, dels hans forfader), men det blev healet af visdomsguden Tehuti (Thoth). Visdom "healer" identifikationen med fortiden (den man var), og blikket rettes fremad mod den man skal blive – den rigtige identitet som er guddommelig. "Horus’ øje" blev herefter en metafor for nyt liv, nye funktioner og kvaliteter, som gik tabt ved den fysiske krops død.

Seth er den store ødelægger og adskiller. I den fysiske verden splitter han alt det, der er forenet. Han ødelægger dermed naturens harmoni. I Himlen adskiller han menneskehedens region fra gudernes region. Men under Horus’ sidste forsøg på at hele disse sprækker, lykkedes det ham at erobre Seths scepter eller kraftstav – "Seb Ur".

Denne magiske handling åbnede vejen mellem Himlens og Jordens riger.

I sin mystiske rolle som genskaber af Maat (den kosmiske lov og orden), gav Horus sin fader nyt liv, for han genskabte Osiris' jordiske sanser, og samlede det, som var blevet adskilt i de lavere riger – ånd og stof. Han erobrer Seths kraftstav, for kraften til at skabe helhed erobres eller erhverves alene gennem kampene i dualitetens verden.