Skaberguden Atum
Atum
Gud eller Det Ene Livsvæsen kunne hverken navngives eller afbildes, men ypperstepræsterne havde behov for at kunne beskrive skabelsesprocessen for kandidaterne i mysterieskolerne. De havde brug for et symbol og en benævnelse. Man skabte derfor et symbol, som man gav menneskeskikkelse (for mennesket er skabt i Guds billede), og man gav skaberguden navnet Atum. Atum blev derfor kaldt "Den Ene". En tekst oplyser:
"Atum skabte sig selv,
og han manifesterede alt skabt
ud af sig selv".
"Den store ham-hende"
Et sted kaldes Atum "den store ham-hende". Atum var med andre ord højt hævet over enhver form for dualitet. Denne syntese af det maskuline og det feminine − ånd og stof − viser klart, at Atum repræsenterede altings enhed. Han var enhed, men han rummede evnen til manifestation via tre aspekter i sin egen natur nøjagtig som den treenige Gud i kristendommen og i hinduernes trimurti − Shiva, Brahma og Vishnu.
Atum selv udgjorde det første aspekt − synteseaspektet − og de to øvrige aspekter blev personificeret i skaberguderne Ptah og Khnum. Tilsammen udgjorde gudetriaden de skabende kræfter, som er forudsætning for manifestationen af Universet. I Den Hemmelige Lære fortæller H.P. Blavatsky, at Det Ene Livsvæsen rummer idéerne til alle former, og disse idéer skabes og reproduceres i detaljer af bygmesteren. Det er derfor muligt at sammenligne Atum med en bygmester, for han kender hensigten med skaberværket, og det er ham, der har viljen og kraften til at manifestere. Men viljen til at manifestere er ikke det samme som selve manifestationen.
|