Hvis man ser bort fra de mere populære teorier om, at templer, grave og pyramider var landingspladser for rumskibe, kunne en troværdig forklaring være, at den esoteriske hensigt bag disse konstruktioner ganske enkelt var almindelig kendt. Antikkens historikere taler nogle gange om sådan en tradition − oven i købet med stor ærefrygt − hvor de erklærer, at skolernes visdom alene var kendt af de mennesker, der havde evner til at forstå lærdommen. På grundlag af den type referencer er der udviklet mange populære fortolkninger. Selvom historikerne fortæller, at skolerne faktisk eksisterede, så siger de intet om, hvordan man praktiserede selve undervisningen.

Alt tyder dog på, at de mennesker, der var i stand til at fuldføre uddannelsen i tempelmysterierne, udgjorde "essensen" eller "nektaren" i datidens samfund. Der krævedes stor kapacitet for at kunne afsløre de åndelige forudsætninger i overensstemmelse med det fastlagte uddannelsesprogram. Og dette program var skabt allerede ved den egyptiske civilisations første begyndelse − "ved tidernes begyndelse".

Det er almindelig logik, at de personer, der blev optaget i mysterieskolerne, måtte være kendetegnet ved en stor intelligens og en høj bevidsthedsudvikling, som ikke fandtes hos den menige egypter uden for templerne. Alligevel var uddannelsen ikke adskilt fra verden uden for templerne, men i harmoni med og synkroniseret med den. Kombinationen af skolernes viden og uddannelsessystem på den ene side, og deltagernes forudsætninger på den anden, muliggjorde den naturlige transformationsproces, der beskrives i tekster og relieffer. Men muligheden for at begribe denne mysterietradition krævede både dengang og i nutiden, at man var/er i stand til at aktivere de egenskaber, som var unikke for det egyptiske tankesind.