I forbindelse med parringen ligger hanbillen ovenpå hunbillen. Symbolsk repræsenterer det, at ånden er over sjælen. Cyklisk skal hanbillen ligge ovenpå hunbillen for at skabe, og på samme måde er ånden overordnet sjælen for at kunne skabe det nye individ, som er det indviede menneske.

Efterhånden som evolutionen skrider frem, udvikler larven sig til et insekt med: Vinger, en beskyttende skal, fire ben samt evnen og kraften til at flyve.

Vingerne under skallen giver skarabæen mulighed for at flyve. I én forstand er de "vinger", som ånden bevæger sig rundt på, identisk med buddhi-manas, og den hårde beskyttende skal er sjælslegemet eller kausallegemet.

Men de egyptiske præster fortalte også, at solopgangen kan sammenlignes med skarabæen, som spreder sine vinger ud, og når den igen folder vingerne sammen under sit skjold ved solnedgang, bliver det nat. Den kendsgerning, at dens smukke, gennemsigtige vinger var skjult under dens strålende skjold, symboliserer menneskets sjæl, der er skjult bag legemernes hårde skal.

Skarabæen har ligesom næsten alle andre insekter seks ben. Når de gamle egyptere talte om skarabæens fire ben, skyldes det, at det ene benpar var beskæftiget med at holde møddingkuglen. De fire øvrige ben svarer til personlighedens fire legemer: Kausallegemet, mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme, som er åndens redskaber i den fysiske verden.