På et tidspunkt, som ingen husker, kom den store lærer Vyasa, og han gav det enkle, men vigtige budskab, at døden ikke er livets afslutning. Menneskehedens spekulationer over sjælens udødelighed stammer sandsynligvis fra hans tid. Mennesker har altid instinktivt fornemmet, at processen, hvor det fysiske legeme forlades, ikke er afslutningen på alt.

I disse tidlige tider dominerede følelsen. Tænkeevnen var kun svagt udviklet, og den åndelige udvikling, som man kender den i nutiden, er i virkeligheden et gennembrud af den tankeenergi, som Vyasa for årtusinder siden indpodede i menneskets bevidsthed. Udødelighedens kendsgerning befinder sig på grænsen til naturvidenskabeligt bevis. Menneskeheden nærmer sig erkendelsen af, at en eller anden faktor overlever den fysiske død. At sjælen overlever, er endnu ikke naturvidenskabeligt bevist, men det er i nutiden anerkendt som en selvfølgelig sandhed af utallige millioner.