Neofytten blev ført hen til gangens åbning og skubbet derind med et voldsomt puf, og et sekund efter lød der et brag. Det var døren, der faldt drønende i bag neofytten. Neofytten stod nu desorienteret i mørket. Da øjnene begyndte at vænne sig til mørket, tonede et svagt lys frem et par skridt længere henne i gangen. Det kom fra den lille udvidelse af den smalle gang.

Her sad et menneske, som uden et ord rakte neofytten en lille brændende naftalampe. Med lampen i hånden krøb neofytten fremad og begyndte den besværlige opstigning ad den lange, lave og glatte gang. Neofytten var nødt til at kravle på hænder og knæ, og mange gange var det besværligt at undgå at glide baglæns og samtidig beskytte lampen og forhindre, at den væltede og gik ud. Flere gange kunne neofytten høre opmuntrende stemmer, når modet begyndte at svigte. Prøven er et symbol på, hvordan alle mennesker er nødt til at kæmpe for at bevæge sig fremad og opad mod større åndelig modenhed, for til sidst at blive ét med Gud. På udviklingsvejen vil åndelige væsener konstant opmuntre og inspirere.

Et sted bemærkede neofytten, at gulvets fuger løb i en anden retning end de andre steder, men tænkte ikke over det, og i stedet for at løfte hovedet og kaste et blik opad, krøb neofytten videre. Langt om længe og efter stort besvær nåede neofytten helt op til den øverste ende af gangen − men blot for at konstatere, at den var lukket af en tung massiv stendør. Den gav ikke efter, og ingen reagerede på neofyttens banken. Der var ikke andet at gøre end at vende om og kravle nedad igen. Da neofytten kom tilbage til det sted, hvor fugerne i gulvet løb på skrå, fangede afvigelsen opmærksomheden. Denne gang løftede neofytten blikket og opdagede en lille rebstige, der hang ned fra en åbning i loftet. Neofytten krøb op ad rebstigen og videre ind i en ny gang, der fortsatte opad i mørket men i modsat retning af den anden gang.

Efter endnu en lang og besværlig opstigning på hænder og knæ, holdt den skrå passage op og fortsatte i vandret plan. Neofytten så op og opdagede, at den lave gang gik over i et meget stort og meget højt rum. Det var så højt, at neofytten ikke kunne skimte loftet over sig. Foran neofytten stod en lav åbning på vid gab. Foran åbningen var der en lodret hængende svingdør af sten. Den stod vidt åben – og den skulle åbnes opad og den drejede om en vandret akse. Ovenover skimtede neofytten svagt et stort forhæng, der hang ned fra en svimlende højde og lukkede af for udsigten.