Den tavse vilje
Der findes også stilhed, hvad angår viljen − den personlige vilje. Det betyder, at den underkastes og forenes med den åndelige vilje. Men den højeste åndelige vilje har også i sig selv en afdæmpende kvalitet − en stilhed, som er antydet i nogle udtalelser vedrørende Shamballa, der kaldes stedet med fred, med stilhed og afklarethed. Sanat Kumaras vilje kaldes den "fredfyldte, tavse vilje".
Den højeste form for tavshed er den, der opnås og fastholdes i kontemplation. Indenfor det religiøse og mystiske område kaldes den for den "tavse bøn". Esoterisk set er den højeste form for kontemplation på planeten den form, som nirmanakayaerne udfører:
"… når de arbejder kontemplativt med antahkaranaen,
der forbinder Hierarkiet med Shamballa
og menneskeheden med Hierarkiet".
Alice A. Bailey: Strålerne og Indvielserne, s. 412
Stilhedens tavse sprog
En egenskab ved stilhed, der almindeligvis ikke tages i betragtning, er "lyksalig glæde". Der findes en interessant definition af lyksalig glæde: Det er "stilhedens tavse sprog", og det vil være "kendetegnet for den, der tjener i den nye tidsalder".[1]
Det er endnu mindre erkendt, at stilhed er Universets væsen. Der findes en "Stilhedens sjæl" i ordets bogstavelige betydning, som er en eksistens og et væsen.
Alle åndelige kvaliteter og guddommelige egenskaber er selvstændige væsener. Kærlighed, lyd, kraft, godhed og skønhed er væsener. Det er ikke nemt at forstå, og det skyldes menneskets materialistiske konkrete tænkning. Alligevel bør man specielt bestræbe sig på at tænke på stilhed som et væsen, for derved understreges den positive og aktive natur, som findes i stilhed, og som man er mere tilbøjelige til at betragte som fravær af lyd, tale og tanker. Stilhed er en positiv åndelig energi, og enhver åndelig energi er en udstråling fra eller en egenskab hos et levende væsen − en levende eksistens. At acceptere dette − i det mindste teoretisk i begyndelsen − er vigtigt og nyttigt, når man vil praktisere stilhed, for man kan påkalde stilhedens sjæl, og man kan kommunikere med den og derved blive i stand til at modtage den og de "inspirationer, der kommer, når man befinder sig, metaforisk, under dens vinger".
_________________________________
[1] Alice A. Bailey: Esoterisk Psykologi, II, s. 135-136
_________________________________
|
