Om tavshed og stilhed

En tale ved en Wesak-ceremoni

Efter at flere års arbejdet med flere skabende meditationsformer, er det vanskeligt at sige noget nyt. Heldigvis er det heller ikke nødvendigt, for mon ikke alle vil erkende, at man endnu ikke i tilstrækkelig grad praktiserer og heller ikke husker alt det, man har lært om det vigtige emne. Når man tænker over, hvad der kan være til størst nytte, og hvad der er vigtigt at pointere, så er der ingen tvivl om, at det er evnen til at praktisere tavshed og teknikken til stilhed. Måske tror man, at der er et modsætningsforhold i at "tale om tavshed og stilhed", men det er der i virkeligheden ikke. Ligesom i mange andre modsætningsforhold, så er tale og tavshed ikke "fjender". De udelukker ikke hinanden. Begge er nødvendige. Problemet er ikke at fjerne den ene, men at harmonisere dem på en intelligent måde. Det er et vigtigt aspekt, når man praktiserer loven om rigtige relationer.

Emnet skal derfor studeres ud fra dette synspunkt om rigtige relationer mellem tavshed og stilhed på den ene side og tale og lyd på den anden side. Det er en ydmyg vejledning til at træde ind i Tavshedens Tempel. Efter stilhed følger lyd, men det skal være en skabende lyd eller tale, der skal komme efter tavshed og stilhed. Den første elementære form for rigtige relationer gælder rigtige proportioner, og det er ikke nødvendigt at understrege den ekstreme mangel på proportioner, der findes mellem stilhed og lyd i nutiden. Man kan kalde den nuværende civilisation for støjens civilisation. Alle former for støj er en plage, og det har den tibetanske mester Djwhal Khul kaldt "Vestens jungler". Den konstante uro og larmende støj har vist sig at være direkte skadelig – selv for det fysiske helbred. Og det er endnu værre, at menneskeheden og specielt ungdommen vænner sig til støj, de holder af den, og de skaber den selv, hvis den ikke er der, indtil de til sidst ikke kan klare stilhed.

Det vedrører fysisk støj, men situationen er ligeså skadelig i relation til indre støj i form af tom snak. Hvis der fandtes instrumenter til at måle den mængde energi, der misbruges til tom og endda skadelig snak, så ville man blive chokeret over måleresultaterne. Det kræver ikke særlig meget fantasi at indse det. Tendensen stimuleres yderligere af det, man kan kalde nutidens "kult for ekspressionisme", hvor vægten lægges på retten til selvudfoldelse som en reaktion på den voldsomme undertrykkelse i den victorianske periode. Men som det sker med alle reaktioner, der er gået for vidt, går modreaktionen til den modsatte yderlighed. Der er helt afgjort et behov for at kontrollere den nuværende vilde "ekspressionisme". Her er løsningen også fornuftig regulering. Det betyder ganske enkelt, at man skal tænke, før man taler. Man skal vurdere, om det man vil sige, indeholder noget af værdi, og om det er hensigtsmæssigt. Djwhal Khul sammenfatter det i ordene:

"Menneskeheden som helhed har behov for stilhed som aldrig før. Den har behov for mulighed for at kunne opfatte den universelle rytme."

Alice A. Bailey: Esoterisk Psykologi, II, s. 54