Det ville være helt forkert udelukkende at tilskrive USSR og USA æren for de positive ændringer i den internationale situation. USSR værdsætter i høj grad de socialistiske landes store og originale bidrag til saneringen af den internationale situation. Under forhandlingerne mærker vi hele tiden de øvrige store magters tilstedeværelse − både de, der har atomvåben, og de, der ikke har. Mange, herunder mellemstore og små lande, og − naturligvis − den alliancefri bevægelse samt den mellemkontinentale ”sekslandes-gruppe”, der spiller en uerstattelig vigtig og konstruktiv rolle.

Vi er glade for, at et stadig større antal statsfolk, politikere, partifolk og offentligt kendte personer, og − vil jeg fremhæve − forskere, kulturfolk, repræsentanter for bevægelser, forskellige trosretninger og aktivister fra det såkaldte folkediplomati er klar til at bære det universelle ansvars byrde. Jeg mener i den forbindelse, at ideen om regelmæssigt at indkalde en forsamling af folkelige organisationer i FN-regi fortjener opmærksomhed. Vi er ikke tilbøjelige til at forsimple situationen i verden.

Det er rigtigt, at tendensen til afrustning har modtaget en stærk impuls, og denne proces er ved at få sin egen selvstændige fremdrift. Men den er endnu ikke blevet selvfølgelig. Det er rigtigt, at forsøgene på at udngå konfrontation til fordel for dialog og samarbejde har været dominerende, men de er endnu ikke integreret i de internationale relationers praksis. Det er rigtigt, at bevægelsen frem mod en atomvåbenfri og ikke-voldelig verden er i stand til afgørende at ændre Jordens politiske og åndelige udseende. Men der er kun taget de allerførste skridt, og de er oven i købet i visse indflydelsesrige kredse blevet modtaget med mistillid, og de møder modstand. Arven og inertien fra fortiden lever i bedste velgående. De dybe modsigelser i og rødderne til mange konflikter er ikke forsvundet.

Tilbage står den fundamentale kendsgerning, at den fredelige periode vil forme sig på en sådan måde, at forskellige samfundsøkonomiske og politiske systemer eksisterer sammen og konkurrerer med hinanden. Meningen med de internationale bestræbelser og et af nøgleelementerne i nytænkningen er imidlertid netop at give denne konkurrence form af en fornuftig konkurrence i en situation, hvor man respekterer valgfrihed og balance mellem interesserne. På samme måde vil den endog blive nyttig og produktiv set i et universelt udviklingsperspektiv. Hvis kaprustningen derimod fortsat bliver hovedkomponenten i den universelle udvikling, vil denne konkurrence blive skæbnesvanger. Stadig flere mennesker begynder at forstå det overalt i verden − fra gennemsnitsmennesket til lederen.

Jeg slutter min første tale i FN med samme følelse, som jeg begyndte med − en følelse af ansvar over for mit eget folk og over for verdenssamfundet.

Dette møde afholdes ved afslutningen af et år, der har betydet utrolig meget for De Forenede Nationer, og det er begyndelsen på et nyt år, som alle venter sig rigtig meget af.

Jeg ønsker at tro, at det fælles arbejde for at gøre en ende på krigenes æra, på æraen med konfrontation og regionale konflikter, med aggression mod naturen, med sultens og fattigdommens terror ligesom med politisk terrorisme, vil stå mål med vores håb. Det er vores fælles mål, og kun i fællesskab kan vi nå det.