Med denne handling − ligesom med hele indsatsen for at afmilitarisere de internationale relationer − ønsker vi også at henlede verdenssamfundets opmærksomhed på et andet aktuelt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om overgangen fra oprustningsøkonomi til nedrustningsøkonomi. Er omstilling af militærproduktionen realistisk? Jeg har allerede haft lejlighed til at tale om dette. Vi mener, at det er realistisk.

USSR er villig til:

• at udarbejde og fremlægge vores egen, internationale omstillingsplan som led i den økonomiske reform. – Vi vil som eksperiment udarbejde planer for omstilling af en to-tre virksomheder, der arbejder for forsvaret,
• og vi vil offentliggøre vores erfaringer med ansættelse af eksperter fra våbenindustrien og det samme gælder anvendelse af dens udstyr, bygninger og anlæg i den civile produktion.

Det er ønskeligt, at alle stater − først og fremmest de store militærmagter − fremlægger deres nationale planer i FN. Det ville desuden være gavnligt at sammensætte en forskergruppe og pålægge den at foretage en grundig analyse af omstillingsproblemerne som helhed og vedrørende de enkelte lande og regioner og rapportere til FN’s generalsekretær. Dette spørgsmål skal efterfølgende behandles i FN’s generalforsamling.

Og til slut. Nu da jeg er i USA − men også af andre indlysende årsager − kan jeg ikke lade være med at komme ind på forholdet til dette store land. Jeg havde lejlighed til at værdsætte USA’s gæstfrihed under mit besøg i Washington for et år siden. Siden da er verden forandret og det samme gælder relationernes karakter, rolle og plads i verdenspolitikken. Alt for længe har de bygget på konfrontation, nogle gange på fjendskab – af og til skjult, andre gange åbent. Men i de senere år har verden kunnet ånde lettet op takket være ændringer til det bedre i indhold og atmosfære i relationerne mellem Moskva og Washington. Der er ingen grund til at undervurdere betydningen af uenighederne og vanskelighederne i de uløste problemer. Men vi har allerede gennemgået grundskolen, når det gælder om at lære gensidig forståelse og søge løsninger i egne og fælles interesser.

USSR og USA har skabt de største atomvåbenarsenaler. Og da de for alvor havde erkendt deres ansvar, var de i stand til at blive de første, der indgik en aftale om reduktion og fysisk tilintetgørelse af en del af disse våben, som truede både dem selv og alle andre. Begge lande er i besiddelse af de største og mest avancerede militære hemmeligheder. Men både USSR og USA byggede fundamentet og udvikler nu et system til gensidig kontrol med såvel tilintetgørelse som begrænsning og forbud mod produktion af våben. Netop de indhøster erfaring til fremtidige tosidede og flersidede aftaler. Det værdsætter vi.

Alt dette er en kapital, der i fællesskab er investeret i et projekt af historisk betydning. Det skal ikke gå til spilde. USA’s fremtidige regering vil i os finde en partner, der uden lange pauser og tilbageslag er parat til at fortsætte dialogen i en ånd af realisme, åbenhed og god vilje, og som er indstillet på at opnå konkrete resultater efter dagsordenen, der rummer de grundlæggende spørgsmål i USSR-USA relationerne og i international politik.

Det drejer sig først og fremmest om, at der arbejdes konsekvent frem mod indgåelse af en traktat om reduktion af de strategiske våben med 50% og med bevarelsen af ABM-traktaten. Og om udarbejdelse af en konvention om afskaffelse af de kemiske våben. Om forhandlinger om reduktion af de konventionelle våben og væbnede styrker i Europa. Det drejer sig også her om økonomiske, økologiske og menneskelige problemer i bredeste forstand.