Men frihed i forhold til lovene står i forhold til kendskabet til lovene. Det uvidende menneske lever som kastebold for lovene. Det lider under nogle love og bliver hjulpet af andre. For dette menneske er begivenhederne i livet udtryk for tilfældigheder, for det kender ikke de love, der styrer livet. Det uvidende menneske er derfor ofte hæmmet og hjælpeløst overfor det, der opleves som en tilfældig og ubarmhjertig natur. Det uvidende menneske ved ikke, hvordan det skal handle, eller hvilken vej det skal bevæge sig i livet.

Et menneske med større indsigt og viden, som kender de love, det er omgivet af, bevæger sig med større frihed i naturlovens riger. Det vidende og intellektuelle menneske ved, hvordan man opvejer den ene lovmæssighed med den anden. Dette menneske benytter sig af de love, der hjælper og neutraliserer de love, som står i vejen. Graden af frihed står i forhold til indsigten, for som det meget rammende er blevet sagt: ”Naturen overvindes ved lydighed overfor livets lov.”

Når et menneske adlyder naturlovene, er det et frit menneske. Moralloven er en naturlov − ikke en kunstig og menneskeskabt lov. Som alle naturlove er den et udtryk for det, man i Østen kalder Ishvara, og som man i Vesten kalder Gud − Det Ene Liv, som er livet i alt − i mennesket såvel som i Universet. Derfor kan moralloven ikke brydes. Den kan ikke ændres, for den er udtryk for guddommelig vilje. Ved hjælp af naturlo­vene kan ret og uret afprøves. Det, der hjælper udviklingen fremad, er ret. Det, der modarbejder den guddommelige vilje i udviklingen, er uret. Det er målestokken for ret og uret.

Det er ikke nogen nem og ligefrem definition eller målestok, for det stiller krav om viden og indsigt. Og derfor har oplyste lærere altid med mellemrum vist sig på verdensscenen og givet vejledning om moral, og denne vejledning har altid været et forsøg på at skabe overensstemmelse mellem menneskets holdninger og den guddommelige vilje i udviklingen.