Hinduismen har altid praktiseret relativ moral. Den oprindelige hensigt med kastesystemet er misforstået både i Østen og i Vesten, for inddelingen af kaster var ikke udtryk for sociale forskelle, men alene et udtryk for en inddeling i forhold til udviklingstrin, og dermed muligheden for udfoldelsen af det åndelige liv. Det var reelt en erkendelse af, at dharma − pligten − afhænger af det udviklingstrin, et menneske har nået.

Shudraens (håndværkerens) pligter er hverken kshattriyaens (soldatens) eller braminens (præstens) pligter eller dharma. Det er kshattriyaens opgave at opretholde ro og orden, at bekæmpe indtrængende magter, at straffe lovbrydere og i det hele taget beskytte det gode i samfundet. Men braminen − vel at mærke den ideale bramin − skal acceptere enhver uret, for det er ikke braminens dharma at gøre gengæld. Og det er grunden til, at skrifterne oplyser, at et menneske opnår fuldkommenhed ved at følge sin egen dharma.

Logikken er, at det er bedre at følge sin egen dharma (uanset hvor ufuld­kommen den opleves), end at følge en andens dharma. Andres dharma er ganske enkelt den forkerte vej at gå. Princippet bag kastesystemet har man i dag glemt i Indien, selvom det reelt stadig praktiseres.