Paradoksalt nok har dødsangst sin modpart i livsangst. Grundlæggende er livsangst skabt af frygt for smerter og smertefulde oplevelser. Det er der også god grund til, for det personlige liv er ofte smertefuldt − specielt i nutiden, hvor menneskehedens forståelse og sensitivitet intensiveres. Den generelle årsag − frygt for smerte − forgrener sig til andre former for frygt. Ét aspekt er frygten for at fejle, og den smerte, der kan relateres til andre blændværk, som f.eks. frygten for, hvad andre tænker og siger, mindreværdskompleks osv.

Disse problemer kan transmuteres ved hjælp af de nævnte metoder. Den første metode er altid disidentifikation. Her står man som iagttager og spørger: "Hvem begår fejl? Hvad er fejlen?"

Man opdager, at fejlen bare er en del af personligheden i en bestemt situation, dvs. at den er begrænset og forekommer under særlige betingelser. Teknikken kan bruges med stor fordel i de tilfælde, hvor man eksempelvis er nervøs for ikke at kunne klare en eksamen, og det kan nogle gange udvikle sig til en fobi. I den forbindelse er der et paradoks, for jo mindre man frygter for at gøre fejl, jo større er muligheden for, at man får succes.

En af måderne til at forebygge den negative spiral, som disse blændværk har tendens til at skabe, er renselse, dvs. at udrense den følelsesmæssige karaktersvaghed. En anden måde er at acceptere − midlertidigt − den karaktersvaghed, man frygter. Et eksempel er frygten for at fejle. Hvis man accepterer, at der er mulighed for at fejle, så forstår man også, at der ikke er tale om en katastrofe, at man vil overleve fejlen og lære af den. Og næste gang vil det muligvis lykkes.

Man kan nå et punkt, som Viktor Emil Frankl[1] kalder "paradoksal intention". Det er et punkt, hvor man ønsker det, man frygter. Han bruger dette som en terapeutisk teknik − bl.a. mod søvnløshed. Mennesker, der har svært ved at falde i søvn, eller som vågner for tidligt, et stærkt fokuseret på søvnproblemet og frygter det, og derfor vokser problemet naturligvis. Her foreslår Frankl, at i stedet for at bekymre sig, skal man byde det velkommen og sige: "OK, jeg er glad for, at jeg ikke kan sove. Nu kan jeg bruge tiden til at læse". Så vil man hurtigt falde i søvn. Det er frygten for ikke at kunne sove, der forstærker problemet, og ved at læse og koncentrere sig om noget andet falder man i søvn.

Frygten for hvad andre mennesker tænker og siger, er et aspekt af frygt for smerte − denne gang på astralplanet og mentalplanet. Blændværk på grund af oversensitivitet handler stort set om frygt for kritik, og svaret er at indtage en upersonlig holdning. En upersonlig holdning dæmper de astrale og mentale reaktioner i forhold til kritik. Også udvikling af udadvendthed, tryghed og sindsro vil gradvis styrke immuniteten overfor andres påvirkning og gradvis fjerne frygten. Det er en frygt, der kan have en stærkt hæmmende virkning, og meget sensitive mennesker skal vurdere, i hvor stort omfang den har sit greb om dem, og forsøge at frigøre sig fra den, så de kan leve livet på en mere frigjort måde.

_________________________________

[1] Viktor Emil Frankl (1905-1997) var professor i neurologi og psykiatri ved Medizinische Universität Wien. Han grundlagde den "tredje Wienerskole" indenfor psykoterapien, der kaldes logoterapi og eksistentiel psykoterapi.

_________________________________