Vi må ofre personligheden

Vi kan kun træde ind i denne stilhed ved at "miste" os selv. Vi kan ikke tage et fragment af os selv − det vil sige personligheden − med ind i helheden. For at blive hel må vi "ofre" personligheden og vores begrænsninger. Den samme sandhed er også beskrevet i Bibelen i følgende ord:

"Den som vil frelse sit liv (personligheden) skal miste det
− og den som mister sit liv for min skyld, skal finde det".

Matthæusevangeliet, 16,24

Denne sætning skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt. Det der menes er, at personligheden med alle dens snævre og begrænsede programmer må overskrides og lægges bag os, hvis vi vil opleve vores virkelige identitet med Gud eller vores sjæl, som personligheden normalt står i vejen for. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi bliver personløse og mister vores særpræg og individualitet i hverdagen. Vi vil stadigvæk fungere igennem en personlighed. Men vi kan ikke opleve en tilstand af ren væren eller overbevidsthed, hvis vi ikke er i stand til at give slip på os selv. Vi må have tillid til livet på samme måde, som en fugleunge har tillid til, at luften kan bære den, når den første gang kaster sig ud fra reden.

Geoffrey Hodson gør opmærksom på, at der er én lov, der ligger til grund for alle åndelige love, som er naturens love, nemlig at indtræden i en ny vækstfase efterfølges af − og er kun mulig − gennem en symbolsk død eller ved at give afkald på den beskyttelse, livet havde under den forudgående fase. Skallen må dø, før kernen kan vokse til en plante. Æggeskallen må brydes, før kyllingen kan bryde frem. Det samme er tilfældet med mennesket, hvis skal er en selvcentrering og egoistisk individualitet. Disse to tendenser må fjernes og erstattes af den nye fases kvaliteter, som er uselviskhed og "jeg-løshed".