Man kan nu se fire stadier – eller fire grupper – i denne klassekamp. Gruppe 1 er i Asien. Gruppe 2 er i Latin Amerika. Gruppe 3 er den muslimske verden. Gruppe 4 er i den ortodokse verden.

I den første gruppe finder man områderne Korea, Vietnam, Iran og Indonesien. I Korea handler kampen om genforeningen af en nation, der brutalt blev adskilt. I Iran drejer det sig om nationaliseringen af olien, og kravet om at udbyttet fra olieraffineringen skal komme Iran til gode. I Vietnam handler det om de meget fattige bønder i det sydøstlige Asien, som ønskede genforening af landet, selvstændighed og frigørelse fra fremmede magter samt værdighed og mulighed for selv at skaffe brød på bordet. I Indonesien drejer det sig stort set om det samme. Alle disse fire udfordringer blev pakket sammen i frasen "kommunisme og Sovjets udvidelse". En afgørende analyse blev lavet af tidligere forsvarsminister Robert McNamara, "In Retrospect" ("Set i bakspejlet") – en uundværlig bog – en bog, som faktisk siger det hele.

Den anden gruppe var Latin Amerika. Den bestod af marxistiske studenter fra universiteter i en slags lettere alliance med småbønder, små arbejdskollektiver og fagforeninger. Det var særdeles problematisk. De havde symboler som Cubas Che Guevara og maoisme. De blev af og til betegnet som "sovjetudvidere", men blev ofte defineret som en marxistisk underafdeling. Derfor kan man sige, at det grundlæggende slogan, som blev brugt til modangrebet, var marxisme snarere end kommunisme.

Den tredje gruppe var de muslimske lande. Den gennemgående faktor har været Palæstina og evnen til at støtte den palæstinensiske kamp for en selvstændig stat og for en værdig tilværelse. Hertil kom den iranske revolution – samt muligheden, potentialet og forsøget på at bruge Irak til at nedkæmpe den iranske revolution. Men så vendte Saddam Hussein sig mod USA ved krigens slutning, og det medførte et ekstremt had til Saddam Hussein og den ekstreme stupiditet, diktaturet og de fascistiske tendenser, som Saddam Hussein udviste ved sit angreb på Kuwait. Og endelig grusomheden hvormed kampen blev kæmpet.

Og næste skridt er Afghanistan. En af de væsentligste årsager til det, der skete, var, at Afghanistan blev brugt til at besejre Sovjet. Arkitekten bag denne idé var Zbigniew Brezinski. To millioner afghanere mistede livet. Efter 10 års kampe var resultatet ikke bare, at Sovjetunionen trak sig ud, men det medførte en regulær opløsning af Sovjetunionen. Sovjetunionen fik sit Vietnam. Der er naturligvis mange, som mener, at Sovjetunionen gik i opløsning af andre grunde. Afghanerne er overbeviste om, at de var hovedårsagen. Når de gør krav på 95% af æren, kan man som analytiker give dem ca. 45%. Men det er ikke så vigtigt. Pointen er, at ingen nogensinde takkede dem. De fik ikke et eneste anerkendende ord fra Vesten. Det har efterladt en bitterhed hos verdens afghanere – fra top til bund i samfundet – og det er bestemt også under al kritik.

I rekrutterede os, I brugte os, I gav os våben – ja. Og efter vi havde udført arbejdet – fordi det var et job for landtropper, for det var ikke et job, der kunne klares med Stinger-missiler – og efter alt dette fik vi ikke engang tak!

Det skete på dette stadie i processen. Og på dette stadie opstod taleban, som blev støttet af Pakistan, og som var kurér for den Saudi Arabiske doktrin og en sidegren til mujahideenerne, der blev støttet af USA og trænet af CIA.