Desmond Tutu (tv.) og Martin Luther King (th.)

Da jeg var ung, var det en stor inspirationskilde at præster gik forrest i kampen mod apartheid i Sydafrika og raceadskillelse i USA. Martin Luther King og senere Desmond Tutu blev rollemodeller for os. Det har glædet mig, når præster og kristne lægfolk har ført an i kampen mod krig og undertrykkelse. I kampen for Algeriets befrielse tog den katolske kirke de arabiske frihedskæmperes parti. Modstanden mod Vietnam-krigen blev i USA anført af aktive kirkefolk, kampen mod kommunismens undertrykkelse i DDR blev til indenfor rammerne af den evangeliske kirke, og krigen i Irak har mødt universel afstandtagen fra alverdens kirkesamfund.

Jeg er fuld af beundring over det kæmpearbejde, der udføres af de katolske præster i Sydamerikas fattigkvarterer, af de lutherske kirkers nødhjælpsarbejde, ikke mindst vores egen Folkekirkens Nødhjælp, af private kristelige organisationer som Frelsens Hær og Kirkens Korshær i vores eget land. Der er så meget at tage fat på. Tænk bare på at 90.000 danske børn i 2005 lever under fattigdomsgrænsen samtidig med at butikscentrene er nærmest eksploderet af julehandel. Eller at U-landshjælpen kun udgør nogle få promille af de rige landes velstand.

Motivet for at gøre en indsats behøver ikke at være kristent. Mange andre bevæggrunde er fuldt så legitime, og kristne og ikke kristne arbejder udmærket sammen om at gøre verden til et bedre, mere retfærdigt sted at være for mennesker. Men hvordan kan man læse evangelierne uden at blive grebet af eller blive bestyrket i et ønske om at engagere sig og vælge side i tidens store spørgsmål, er mig en gåde. Gudsforholdet tilhører det skjulte, det underste lag. Men derfra og til at føle sig forpligtet – med alle sine menneskelige fejl – til i det små eller store at blive ”Jordens salt’ og ’Verdens lys’ er rejsen, synes det mig, kort og lige.

At elske sin næste som sig selv er buddet over alle andre bud. Med til næstekærligheden hører dette at hjælpe, når nogen er i nød, hvis man kan. Denne pligt gælder uanset alle politiske hensyn. Det nødlidende menneske er vores næste og har krav på vores hjælp. Derfor virker det absurd når nogen vil begrænse buddet til kun at dreje sig om kærlighed til den, der ligner en selv, taler samme sprog, lever i nærheden, en nabo, en slægtning, eller en arbejdskammerat. For Jesus var pointen i fortællingen om den barmhjertige samaritaner netop, at det var den fremmede der hjalp – med fare for sig selv – voldsofferet på landevejen, ikke hans velbjergede artsfæller. Den første, der gik forbi den overfaldne, var tilmed en præst, fortæller Jesus. Den anden der svigtede sin pligt til at hjælpe var en ’levit’ i Jesu lignelse, en hjælpepræst. Det var den fremmede, ham fra Samaria, der hjalp.

Man kunne med en omskrivning af et smukt slogan sige: ’En fremmed er den næste, du ikke har mødt endnu.’