Lydhørhed

Lyt herefter! Lyt igen og igen. Iagttag blomsten, der åbner sig præcis, når den har behov for Solen. Iagttag dens behov. Iagttag det samme i det indre som et søgende menneske, for at finde ud af hvem den søgende er, og hvad der søges. Iagttag det usynlige, og langsomt vil det indre åbne sig netop i det øjeblik, hvor øjnene vænner sig til at se i mørket.

Den største modstand er frygten for at blive skuffet – at forlade kontrollen over de intellektuelle evner. Men man kan jo påstå, at sansebedrag og forkerte ræsonnementer også kan skabe selvbedrag. Det hører imidlertid til den verden, man kender, og beviser for den anden verden må søges et andet sted. I øjeblikket kan man åbne døren på klem ind til en verden, som man ikke vidste eksisterede inde i det indre. Den har nogle gange åbnet sig en smule, uden at man bemærkede det, men det har været mere chokerende, end hvis man åbnede den velovervejet.

Kundskab er ikke at lære og arkivere begreber i hjernen, for de forsvinder, når hjernecellerne dør. Kundskab er at åbne øjnene for den iboende natur, som hvis man selv var født ind i den, sådan at denne sanseopfattelse vækker opmærksomhed på det i en selv, der er analogt med det.

Hvis man fører sig selv ind i et stadie af fuldstændig mental og fysisk afspændthed, hvis man forsøger ikke at tro eller påstå at man ved, så kan man høre overtonerne i sig selv fra det, man ønsker at vide – på samme måde som en harpe aktiverer alle overtonerne af den node, man slår an.

Erfaringerne viser, at en læge, der med sin forestillingsevne kan identificere sig med sin patient, kan ordinere en effektiv behandling, på samme måde som en bjergbestiger, en opdagelsesrejsende og en løvetæmmer kan undgå de farer, som de føler nærmer sig, og som de har erfaret i deres forestillingsevne. Men for bevidst at nå til denne tilstand må man velovervejet opgive de frugtesløse diskussioner, som skyldes de mangfoldige doktriner og holdninger. Man må give afkald på polemik og stridigheder og marchere efter ledestjernen over barnets krybbe.

Men det er ens egen stjerne, som tilhører det sovende barn det indre, som venter på at blive vækket. For at erkende den rette kurs, som alene er ens egen og ingen andens, må man skabe enkelhed i sindet og tanken, og hukommelse må holdes i ro, og hjertets ild vil længes efter at åbne for det ubevidste – og øjnene vil let forundres, som øjnene hos et uvidende barn, der ser verden som ny.

Som et barn blev man revet med af gyset fra følelserne og henrykkelsen over det mystiske. Man dissekerede ikke verden som et dødt legeme, eller bedøvede sanserne ved at lukke dem inde i vandtætte rum af materialisme, spiritualisme og monisme. Man overgav sig til legendernes og mysteriernes trolddom, og var lykkelig over at være lille, at kunne beundre kræfter, der var stærkere end én selv. Hvilket udbytte havde man af al den mistænksomhed og skepticisme? Er man så stor, at idéerne fra det overmenneskelige rige synes mulige? Eller er man så pinligt berørt over egen middelmådighed, at begreberne fra det overmenneskelige støder?

Nå – men nok om disse skiftende standpunkter! Hvis man er tilfreds med sit liv, er der ikke mere at spørge om. Men hvis man søger lyset, hvorfor så ikke vandre sammen som pilgrimme gennem mysteriernes lys og skygge?