Det næste skridt er af intellektuel karakter. Det betyder, at man synes, at det ideal, som engang var smukt, skal blive ved med at være det, selv om det måske mister sin tiltrækningskraft i øjeblikket. Det, der er smukt, kan ikke holde op med at være smukt, bare fordi man selv bliver blind for det. Man skal rette intellektets klare lys mod skyerne og forstå, at det, der blev opfattet som godt, stadig er godt, uanset hvilke skyer det er indhyllet i.

På samme måde som en sømand tager pejling efter Solen og stjernerne, når det er muligt at se dem, fordi de ikke er dækket af skyer, og fortsætter med at styre efter denne pejling, når skyerne har dækket himlen, på samme måde skal man, når de emotionelle skyer er væk, tage pejling efter skønhedens og sandhedens sol og stjerner og blive ved med at holde kursen, efter at skyerne har skjult dem, i bevidstheden om at disse evige lys ikke forandrer sig, selv om skyerne skjuler dem, og man er omgivet af storm og mørke.

At forstå periodicitetens lov og basere idealerne på intellektet og ikke kun på følelserne (for intellektet hjælper, når følelserne svigter), er de bedste metoder til at bevare roen og freden midt i de skiftende stemninger. Det vedholdende forsøg på dag efter dag at opfatte sig selv som det evige og uforanderlige og betragte alt det omskiftelige som ikke sig selv, det er den metode, der løfter et menneske over humørsvingningerne og giver indre ro. Man skal gøre det til en del af sine daglige tanker.

Brug ét eller to minutter hver morgen til erkendelsen af at …: ”Jeg er den uforanderlige, den evige sjæl”. Lad os sige det og tænke over det, indtil det bliver en evig musik, som man kan høre når som helst, man vender sin opmærksomhed væk fra gadernes larm og kaos. Lad det blive en vane, og med tiden vil det blive den dominerende tanke. Hele tiden vil denne ide spille i det indre: ”Jeg er den uforanderlige, den evige sjæl”. Ingen, som ikke bare et kort øjeblik har følt den, kan drømme om hvilken styrke og skønhed, der ligger i den. Hvis man altid var i stand til at leve i den, ville man være som en gud, der vandrer på Jorden. Selv små glimt af den bringer tilsyneladende guddommelig fred og skønhed ind i det anstrengende liv.