Ordet danner forbindelsesleddet fra bevidsthed til bevidsthed og gør menneskehedens oplevelser til fælleseje. Tonerne åbenbarer den guddommelige harmoni, der hersker i naturen og Universet. Hvor ord og toner knyttes sammen, opstår det første forsøg på en lydmagisk virkning, når ordene synges eller messes, fordi tonerne bærer ordene, og deres mening får derved en ny betydning og skaber en større oplevelse. De gamle civilisationer kendte til den lydmagiske virkning, og der skal i denne forbindelse nævnes to lyde − nemlig M-lyden og S-lyden (snarere Sj).

Der er bestemte grunde til, at man kan kalde M-lyden feminin og S-lyden maskulin − den første passiv og den anden aktiv. Det er ikke tilfældigt, at det kvindelige element på de fleste sprog ofte forbindes med M-lyden.

Eksempelvis hedder moder på tysk Mutter, på fransk Mere, på latin Mater, på engelsk Mother, på spansk Madre, ja selv i udtrykket for en ung pige kommer M-lyden naturligt frem i en række sprog: Tysk Magd, engelsk Maid, dansk Mø.

En speciel afledning er udtrykket mand, der nok er maskulint, men som ikke desto mindre er afledt af sanskritordet ”manas” for menneske. På engelsk betyder ordet ”man” som bekendt begge dele, og på dansk og svensk er tilføjet endelsen ”-ske”, der er decideret hunkønsbetegnelse (jvf. syerske, sygeplejerske etc.) til menneske, og navnlig det svenske ”månniska” omtales altid som ”hon” (hun), selvom der er tale om en mand.

På tysk findes ordet Mensch, og det er muligt, at der i de forskellige sprog instinktivt er tilstræbt en sammensmeltning af den feminine M-lyd og den maskuline Sj-lyd. Denne maskuline S-lyd (eller Sj) er bevaret i italiensk Signor, spansk Senor, fransk Seigneur og Sire (Monsieur er egentlig Mon Sire, min Herre), engelsk Sir samt muligvis afledt til det russiske Tsar, der alle viser hen til det maskuline begreb Herre.